Slægtskabsstudier i middelalderens og renæssancens antropologi.

39 Pages·2005·0.3 MB·Danish

by  Ole Høiris

Slægtskabsstudier i middelalderens og
renæssancens antropologi.

Ole Høiris

Et af de centrale emner for den tidlige, moderne, professionelle antropologi var
slægtskabet. Dette udsprang af de bestræbelser, der i slutningen af det 19. og
begyndelsen af det 20. århundrede blev gjort for at definere antropologien som en ny
videnskab med et særskilt objekt, de simple eller primitive eller slægtskabsbaserede
samfund. Det 19. århundredes antropologi udsprang af en række forskellige tiltag
rundt om i Europa og senere U.S.A., men fælles for dem var, at de refererede til et
vildskabens stadium i menneskets historie eller udvikling. Dette stadium havde
udviklet sig, siden det blev opfundet som en analytisk kontrastkategori til fornuftens
kontraktsamfund af Thomas Hobbes (1588-1679) og John Locke (1632-1704)1 i
sidste halvdel af det 17. århundrede. De havde formuleret en statisk, vild tilstand
forud for civilisationen som en abstraktion af den vildmand, der siden renæssancen
havde været en af de to måder, hvorpå man havde illustreret og opfattet hedenskabet,
idet den anden måde havde været en fremstilling af de fremmede som antikkens
skulpturer. Denne abstraktion af en menneskelig tilstand, som de begge mente skulle
eksistere konkret i Amerika, blev senere i oplysningstiden formuleret som en
universel menneskelig tilstand og placeret det eneste sted, hvor der kunne findes
plads til den, mellem den bibelske histories afslutning med syndfloden eller den
babylonske sprogforvirring og antikken, som man indtil da havde betragtet som en

1 Hobbes 1972:185-187, Locke 1970:118-119 og 164.
1
direkte forlængelse af den bibelske historie. Vildskaben blev således placeret
mellem de to former, man havde udtrykt de fremmede i, den anarkistiske dyriske
eller ædle vildmand eller vilde som begyndelsen og antikkens civilisation og orden
som afslutningen. I stedet for som oplysningstænkerne at placere dette vildskabens
stadium efter den bibelske historie blev den bibelske skabelseshistorie i slutningen af
det 19. århundrede afskaffet som en historisk realitet, kristendommen blev
verdsliggjort som analytisk objekt i form af ”monoteisme”, og vildskaben blev nu
menneskets oprindelige tilstand, noget der især blev tilskrevet Edward Burnet Tylor
(1832-1917) med omskrivningen af hans Researches into the Early History of
Mankind fra 1865 til Primitive Culture fra 1871. Helt i overensstemmelse med
antikkens græske og romerske opfattelse og med Hobbes’ og Lockes formuleringer
fremstillede man to vildskabsformer, den rå, brutale og dyriske vilde i modsætning
til den fredelige, egalitære, lykkelige og ædle vilde. Disse opfattelser blev brugt til at
kategorisere de samfund, man fandt i kolonierne, og da man havde en idé om
menneskehedens enhed på grund af fornuftens og dermed udviklingens enhed, var
disse samfund også mere eller mindre identiske med vor egen tidlige fortid.

Antropologien fik således skabt et objekt, der var defineret ved fravær af skrift, byer,
stat og klasser, og dette objekt blev så igen systematiseret på forskellig vis, således
at graden af organisatorisk eller teknologisk kompleksitet blev betragtet som identisk
med graden af udvikling. Det moderne antropologiske projekt lignede således på
mange måder oplysningstidens med en kontinuerlig udfoldelse i tid fra en
naturmæssig oprindelsestilstand til samtidens højt udviklede fornuftstyrede samfund.
Men selv om fornuftens udvikling eller udfoldelse også spillede en stor rolle i mange
af de moderne fremstillinger, var fokus nu en kontinuerlig udvikling fra det simple
til det komplekse, ofte formuleret som en voksende kvantitet, der slog over i en
voksende kvalitativ kompleksitet. Det mest simple, det menneskelige, kulturelle eller
samfundsmæssige atom, blev menneskehedens første og universelle eksistensform.
Udviklingen mod stadig mere komplicerede former, fra det simple, egalitære band
over simple, ofte slægtskabsbaserede hierarkier til antikkens statsformer, blev
systematiseret i stadier eller typer og blev betragtet både som en fremskridtsproces
fra det dyriske vilde til nutidens komplekse og civiliserede forhold, og som en
forfaldsproces i form af en stadig større afstand til den oprindelige naturligheds
ædelhed, lykke, egalitet og harmoni med såvel den menneskelige som den globale
natur. Denne kompleksitetsudvikling foregik i tid og kunne anskues på to måder:
som en udvikling, hvor vi havde lagt samfundsudviklingens simplere og simpleste –
altså primitive (dvs. primære) – former bag os, og/eller som en udvikling hvor de
mere komplekse former havde overlejret og indoptaget de mere simple former, som
derfor stadig eksisterede i de dybere, måske endog ubevidste, lag af samfundet,
kulturen og/eller mennesket.

2
Slægtskab som analytisk faktor
Blandt de teoretiske former, der udviklede sig til analysen af dette objekt, var
evolutionismen, der i stil med oplysningstidens udviklingstænkning placerede de
primitive i en rækkefølge, der viste den universelle, menneskelige udvikling fra de
mest simple samfund til antikken. I mange af disse studier spillede slægtskab ikke
nogen central rolle, idet det som oftest var den materielle eller erhvervsmæssige
udvikling, den åndelige (det vil sige religiøse eller rationelle) udvikling eller det
voksende befolkningspres, der blev gjort til den dynamiske faktor i udviklingen.
Men med L.H. Morgans (1818-1881) Systems of consanguinity and affinity of the
human family fra 1870 og Ancient Society fra 1877, fulgt op af 2. Internationales F.
Engels (1820-1895) og H. Cunow (1862-1936), blev slægtskabet placeret centralt i
debatten om udviklingens former og kræfter. For Morgan var systemet eller
kompleksiteten i slægtskabets terminologi det primære grundlag for en systematik,
mens Engels med Morgans undersøgelser i lighed med Karl Marx (1818-1883)
mente i disse slægtskabssystemer i den rækkefølge, Morgan havde fastlagt, at have
fundet urtidens bevægelseskraft og -logik fra menneskets mest primitive tilstand og
frem til statens, klassernes og familiens oprindelse i antikken og dermed de
økonomiske loves og klassekampens overtagelse af den udviklingsmæssige
dynamik. Denne opfattelse støttede Cunow, som endog (forgæves) forsøgte at
demonstrere den kulturhistorisk.2

En anden tilgang til de primitive eller simple samfund udviklede sig i det franske og
engelske miljø og byggede på sociologiens systemanalyser. I analysen af de
primitive samfund som isolerede reproduktive systemer var der behov for at etablere
en særlig sammenholdsfaktor for systemerne, en kerne eller en essens, som kunne
svare til de senere og mere komplicerede samfunds økonomiske markedssystemer
eller politiske statssystemer. Slægtskabet, som man mente, voksede naturligt ud af
reproduktionen, fik denne rolle i de samfund, der var antropologiens objekt, og nu
blev systemerne partikulariseret som de enkelte samfunds specifikke former. Det
universelle perspektiv kunne ikke fastholdes, idet ingen kunne forestille sig, at vi
selv nogensinde havde levet med fx de australske urbefolkningers i den
antropologiske tolkning mange og yderst komplicerede systemer. Kun det, at det var
slægtskab, der karakteriserede de primitive samfund, forblev universelt. Grundlaget
herfor blev skabt af W.H.R. Rivers (1864-1922), der deltog som eksperimental
psykolog på Torres Stræde ekspeditionen i 1898. Her udførte han, hvad man må
betegne som det første feltarbejde i moderne forstand, og her gjorde han slægtskab og
social organisation til et centralt studieobjekt med henblik på at forstå de enkelte
samfunds funktionsmåde systemisk. Rivers karakteriserede de indfødte folks
slægtskabsformer som klassifikatoriske efter Morgans kriterier. Han mente, at
slægtskabsterminologien, som Morgan jo havde analyseret som levn, der henviste til

2 Cunow 1894 og 1897/98.
3
tidligere reelt eksisterende familieformer, var bestemt af sociale årsager, havde sociale
funktioner og afspejlede socialt styrede rettigheder og pligter. I 1914 kom Rivers frem
til, at Morgans data gav basis for en streng determinisme i sociologien, som således
videnskabeligt kunne komme på samme niveau som naturvidenskaben. Systemet af
sociale relationer var helt determineret af de sociale betingelser, og dette var gældende
ned til den mindste detalje. Dette var grundlaget for socialantropologien i England,
hvor slægtskabet med især A.R. Radcliffe-Brown (1881-1955) og hans elever blev den
centrale sammenholdsfaktor i de primitive samfund. Kulminationen på denne gren af
antropologien var antologien African systems of Kinship and Marriage fra 1950, hvor
man kunne vise to hovedformer for slægtskabsbaserede samfund, hierarkiske med
konger og høvdinge og egalitære eller acephale, hvor slægtskabssystemet med nuernes
i E. E. Evans-Pritchards (1902-73) tolkning som det idealtypiske styrede samfundet
systemisk ved et princip, der blev kaldt komplementær opposition. I et forsøg på at
genetablere en mere universalistisk tilgang i forhold til denne ”butterfly collection”
blev disse to systemer af E. Leach (1910-1989) i Political systems of Highland Burma
fra 1954 gjort til modpoler i en konstant oscillation i primitive samfund, en pointe som
også rettede sig mod den strukturfunktionalistiske fremstilling af disse samfund som
statiske. Samtidig foregik der i Frankrig også et forsøg på igen at løfte slægtskabet op i
et mere universelt perspektiv med C. Levi-Strauss’ (f. 1908) analyser, hvor
slægtskabssystemerne blev fremstillet som udvekslingssystemer til udveksling af
kvinder på linie med sprogets udveksling af ord og økonomiens af værdier. Disse
studier blev i 1960’erne og 1970’erne fulgt op af såvel de neo-evolutionistiske som de
historiematerialistiske analyser, hvor man igen forsøgte at placere
slægtskabssystemerne i et universelt udviklingsperspektiv.

Men antropologien ændrede sig. Da de primitive samfund ikke længere var det eneste
objekt, da først den tredje verdens bondesamfund og byer og senere stort set alle
aspekter af de moderne samfund blev objekter for antropologien, forsvandt slægtskab
som noget centralt sammen med de primitive samfund, som nu ikke længere blev
betragtet som isolerede øer i verden, men som dybt integrerede i de statslige
magtsystemer eller i den globale imperialisme eller kommunikation. I studierne af de
lokale forhold var slægtskabet nu reduceret til at være en faktor på linie med så mange
andre kulturtræk, der kunne have indflydelse på dagliglivet. Og selv dette blev der rejst
spørgsmålstegn ved, idet denne adfærdsstyring ikke kunne holde for en kvantitativ
undersøgelse. To forskere, Pierre Bourdieu (1930-2002) og Frederik Barth gjorde
begge den erfaring, da de ville checke deres kvalitative undersøgelser af FaBrDa-
ægteskaber kvantitativt blandt muslimske berbiske og kurdiske grupper, at helt andre
forhold styrede dette for slægtskabsideologien så centrale forhold, hvad der fik
begge til at se på aktørers ageren i rationelle og kulturelle kontekster.

4
Antropologi i middelalderen
Før jeg behandler slægtskab i den middelalderlige antropologi, vil jeg lige kort ridse
op, hvad jeg mener med ”den middelalderlige antropologi”, da der jo ikke eksisterede
nogen professionel antropologi dengang. Derfor er det behandlingen i middelalderen af
den antropologiske problematik, jeg her vil undersøge, og herved forstår jeg
behandlingen af tre spørgsmål: 1) hvad er mennesket, og hvori består det universelt
menneskelige på trods af alle forskelle? 2) Hvad er det specielle ved de enkelte folk, og
hvad kan disse forskelle tilskrives? I besvarelsen af disse to spørgsmål ligger
naturligvis også 3), en refleksion over hvem vi selv er i tid og rum.

Mange hævder, at der stort set intet intellektuelt skete i ”den sorte middelalder”. I sin
beskrivelse af antropologien i renæssancen hævder M.T. Hodgen, at geografisk viden
var fraværende eller så teologisk, at etnologiske observationer var umulige.3 For
middelalderens intellektuelle var alle barbarer ens, og videre ifølge Hodgen blev den
gamle græske tvedeling mellem hellenere og barbarer og den tilsvarende romerske
mellem romere og barbarer erstattet af modsætningsparret kristne og barbarer, hvor
barbarer her betød ikke-kristne, hvad enten det drejede sig om antikkens grækere og
romere, muslimerne eller de hedenske nordeuropæiske folk. Denne opfattelse støttes
af K.E. Müller med en betragtning om, at det kristne missionsbud gav mulighed for
en helt ny udvikling af etnologien frigjort fra barbar-civilisationsmodsætningen, men
at denne mulighed, bortset fra i Joseph-Francois Lafitaus (1670-1740) tilfælde,
forblev uudnyttet. Årsagerne hertil var ifølge K.E. Müller de kristnes
erkendelsesinteresse eller videnskabsopfattelse samt fastholdelsen af den dualistiske
modsætning mellem kristne og hedninger.4

Hvis man skal forstå de antropologiske overvejelser i middelalderen, må man indlede
med at slå fast, at viden i det meste af tiden helt frem til og med dele af renæssancen
var noget, Gud havde åbenbaret for menneskene, efter at mennesket havde syndet ved
at spise af kundskabens træ. Forståelsen af verden tog således udgangspunkt i Biblen
og andre hellige skrifter, hvor disse åbenbaringer stod at læse.5 Hvad, der skete
historisk og blev erfaret af menneskene, var tegn fra Gud, tegn der kun kunne tolkes ud
fra de åbenbarede sandheder. De skolastiske tænkere forsøgte at ændre på denne

3 Hodgen 1964:51.
4 Müller 1980:238 – 39.
5 Lucius Caecilius Firmianus Lactantius eller Lactans (ca. 240-320), skrev, at alt, hvad mennesket
skulle vide, hvad der igen var det samme som den for menneskets eksistens nødvendige viden, var
åbenbaret af Gud og stod skrevet i Biblen. Alle de mange fejl, mennesket havde begået, skyldtes, at
tro og fornuft var blevet adskilt. Dertil kom, at den menneskelige nysgerrighed rakte ud over den
nødvendige viden, og dermed ind i de vidensområder, Gud havde valgt at skjule for mennesket.
Derfor skulle menneskene holde sig fra de hedenske skrifter (den græske og romerske filosofi). Et
forbud mod omgang med hedenske tekster blev også støttet af Augustin, den kristne kirkes største
autoritet efter de bibelske figurer.
5
opfattelse af empiriske studier, men det tog lang tid, før det slog igennem i
beskrivelserne eller analyserne af de fremmede, især da hvis det satte spørgsmålstegn
ved fundamentale sandheder som fx, at ækvator ikke kunne passeres. Studier af
virkeligheden kunne således i en lang periode ikke i sig selv give nogen indsigt.

De konkrete antropologiske spørgsmål, der trængte sig på, varierede naturligvis
gennem tiden. I begyndelsen af den kristne tænkning drejede det sig om at definere
de kristne i forhold til hedningerne. I og med at det var givet, at alle mennesker
stammede fra Adam og Eva og derefter igen fra Noa og hans tre sønner, Sem. Jafet
og Kam, var et af problemerne at finde ud af, hvorfor så mange ikke længere havde
den sande tro. Man kom derved til at skulle forstå det fremmede i modsætningen
mellem den menneskelige enhed, som havde været engang, og som skulle blive
genetableret engang i og med alle menneskers deltagelse i det kristne fællesskab, og
så samtidens forskellige trosretninger. Svaret på denne problematik fandt man
grundlaget for i Paulus’ (ca. 10-62) breve, fx i brevet til menigheden i Kolossæ:
”Her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skyte, træl
og fri, men Kristus er alt og i alle.”6 I Romerbrevet skriver Paulus: ”Eller er Gud
måske kun jødernes Gud og ikke også hedningernes? Jo, også hedningernes, så sandt
som Gud er én og gør den omskårne retfærdig af tro og den uomskårne retfærdig ved
den samme tro”.7 Men dette undskyldte ikke hedningernes falske tro, for som Paulus
også skrev i Romerbrevet: ”Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem;
Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og
hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans
gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede
og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev
formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og
de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af
forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i
deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De
udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for
skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.”8

Paulus fortsætter Romerbrevet med at beskrive hedningerne som ”… opfyldt af al
slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst,
stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud,
farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er
ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige,

6 Kol.3.11.
7 Rom.3.29-30.
8 Rom.1.19-25.
6
ubarmhjertige.”9 Og det værste er, at de godt ved det, hvorfor det er bevidst, at de
sætter sig op mod Gud. Dette afstedkom to ting: de tidlige kristne arbejdede med
individet som en grundenhed, for ellers kunne individet ikke stilles til regnskab for
sine synder; og al afvigelse fra den sande tro og levevis var resultatet af et bevidst
forfald.

Mennesket i kosmos
Det menneskelige fællesskab udsprang af, at alle mennesker var i slægt med
hinanden, og det at holde styr på slægterne er noget centralt i Biblen. Her findes der
lange genealogier, som angiver slægterne gennem tiderne samt deres alder ved
fødsel af en søn og ved døden. Ud over at man derved kunne beregne tidspunkterne
for skabelsen, syndefaldet, syndfloden, den babylonske sprogforvirring og ikke
mindst dommedag og verdens ende, anviste disse genealogier også, hvorledes man
skulle analysere verden. Alverdens mennesker måtte stamme fra Adam og Eva. Det
var dog ikke helt uproblematisk, for hvor gik grænsen mellem menneskene og de
mange monstre, man hørte om fra de fjernereliggende egne af verden. Her stødte to
centrale principper sammen, som man i fremtiden skulle kæmpe med helt frem til
det 18. århundrede. Det ene princip, som især Augustin (ca. 354-430) stod for, slog
fast, at hvis monstrene stammede fra Adam, var de mennesker, hvis de ikke
stammede fra Adam, var de ikke mennesker. Altså, Gud havde i sin fuldkommenhed
kun skabt mennesket fuldkomment som menneske. Der kunne ikke være
ufuldkomne mennesker, da det ville gøre Guds skaberværk og derved Gud
ufuldkommen. Det andet princip byggede på Platons (ca. 428-348 fvt.) idé om
skabelsens fuldkommenhed eller uendelige mangfoldighed og Aristoteles' (ca. 384-
322 fvt.) idé om naturens kontinuitet og hierarki. Dette lagde grunden til
neoplatonikernes formulering af en tidløs tænkning, hvor alt det skabte var
fuldkomment fra skabelsen, og hvor alt i verden var sammenhængende i en
hierarkisk eksistens- eller skabelseskæde, der rakte fra Gud til den mest simple
sten.10 Ambrosius Theodosius Macrobius (ca. 385-425) sammenfattede det i sin
kommentar til Ciceros skrift om Scipios drøm, Commentum ad Ciceronis somnium
Scipionis i den form, som skulle blive den autoritative: ”Da ånden udspringer af den
højeste gud og sjælen af ånden; og da ånden igen skaber alt, der ligger herunder, og
fylder det med liv; og da det er denne stråleglans, der oplyser alt og reflekteres i alt
på samme måde, som et enkelt ansigt reflekteres i mange spejle, der står på række;
og da alle ting hænger sammen i én kontinuerlig rækkefølge, som degenererer fra
trin til trin ned til den absolutte bund; da vil den opmærksomme observatør opdage,

9 Rom.1.26-32.
10 Lovejoy 1961 kap. 2.
7
at delene er forbundet fra den øverste gud til tingenes laveste bund uden et eneste
brud.”11

Menneskets placering var mellem det materielle og det åndelige, mellem naturen og
Gud. Hvad det kropslige angik, var mennesket – skabt i Guds billede – den højeste
form, materien kunne antage, og på det åndelige område var mennesket samtidig det
laveste blandt de mange væsener, der som fx de forskellige engle befandt sig mellem
mennesket og Gud. Med kontinuitetsdogmet var der også mellemformer mellem dyr
og mennesker, og det var her, man kunne placere de fremmede, hvis man ikke
mente, at de som Adams efterkommere nødvendigvis måtte være fuldkomne som
mennesker.

På den baggrund var det givet, at kun genealogien kunne løse problemet, men
genealogien var ikke klart og entydigt fremstillet i Biblen. Adam og Eva fik
sønnerne Abel, som blev fårehyrde, og Kain, som blev agerdyrker.12 Men Kain
dræbte Abel, hvorfor Gud sendte Kain i eksil i landet Nod, øst for Edens Have.13
Kain formerede sig, og nogle generationer senere fødtes Jabal, som blev stamfader
til alle kvægnomader, mens broderen Jubal blev stamfader til alle dem, der spiller på
citar og fløjte.14 En halvbror blev stamfader til alle former for smede.15 Problemet var
nu, om disse efterkommere efter Kain havde overlevet syndfloden, måske ved at
stige op på det bjerg i Østen, hvorpå det jordiske paradis var placeret, et sted som
givetvis ikke havde været oversvømmet under syndfloden. Derfor kunne nogle af

11 Macrob. Com.Scip.1.14.15. Min oversættelse.
12 1.Mos.4.2. Af Jubilæerbogen, som er en gengivelse af Mosebøgerne, skrevet mellem 128 og 105
fvt., fremgår det, at Adam og Eva også fik en hel del flere børn. (Jubil.bogen 1958:198). I den
nestorianske Biens Bog har Kain en tvillingsøster, Kelemath, og Abel en tvillingsøster, Leboda. Ideen
var så, at Kain skulle giftes med Leboda og Abel med Kelemath, men Kain ville have sin egen
tvillingsøster, dræbte Abel og blev forvist til sletterne neden for Edens Bjerg, på hvis top Adams søn
Seth førte den gudfrygtige del af slægten videre. Budge 1886:25-27.
13 1.Mos.4.8,12 & 16.
14 Ifølge Bogen om Skattehulen og Biens Bog opfandt Jubal eller Tubal-Kain musikinstrumenterne,
og heri tog djævelen bolig. Dette førte til, at Kains efterkommere med musikken levede i fest,
drukkenskab, hor og begær. Disse orgier demonstrerede Kain-slægtens syndige levned, men da
Seths efterkommere højere oppe på Edens Bjerg ville ned og se, hvad der foregik, blev de forført af
de nøgne kvinder, og herefter kunne de ikke vende tilbage til bjerget. Andre af Seths dydige
efterkommere drog ned for at finde de første, og det gik dem på samme måde. Resultatet af dette
blev blandt andet giganterne, som derved også var af Adams slægt og derfor mennesker i Augustins
forstand. Det var således ikke, som det fremgår andre steder (blandt andet den autoriserede danske
udgave af Biblen) engle, der kom ned på jorden, for engle har intet køn og kan derfor ikke få børn.
Til sidst var der kun Noa tilbage på bjerget, og han fik besked på at drage ned på sletten og bygge
sit skib, og med sig på skibet tog han Adams og Evas legemer og alle skattene, så alt dette kunne
blive placeret i Jerusalem under det sted, korsfæstelsen senere skulle ske. Budge 1927:87-104.
15 1.Mos.4.19-22.
8
folkene fra øst, måske endog de forskellige monstre ud over giganterne være Kains
efterkommere. Dette kunne igen passe med, at alle disse efterkommere levede uden
for Guds område. Givet var det i det mindste for Augustin, at Kain var den
ultimative hedning. ”Hedning” var på latin ”paganus”, altså ”land”, det ville for
Augustin sige en, der bor uden for det civiliserede liv. Om så alle andre hedninger
stammede fra ham var en anden sag.

Den sande gudstro blev båret videre af Adams søn Seth, som blev født, efter at Kain
var blevet fordrevet.16 Derefter udviklede denne gren af slægten sig, og der var
mange, der blev over 900 år gamle. Efter mange generationer fik Metusalem en søn
ved navn Noa, som i en alder af 500 år fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.17 Nu skete
der det, at nogle engle eller gudssønner, som de betegnes i den seneste danske
bibeloversættelse, blev betaget af de jordiske kvinder, og de drog ned på jorden og
tog alle de kvinder, de ville. Af disse forhold opstod kæmperne eller giganterne, men
resultatet var også den guddommelige vrede over, at jorden nu var blevet fuld af
vold og utugt, hvorfor Gud fortrød sit skaberværk.18 Men i stedet for at udrydde det
hele, lod han Noa bygge en ark, som var over 200 meter lang og 34 meter bred, og
her kunne Noa, hans kone, sønner og svigerdøtre samt et eller flere par af alle dyr
overleve syndfloden.19 Dermed måtte alle folk, der siden har eksisteret, stamme fra
Noas tre sønner.20 Ved genealogiske studier kunne man fastslå, hvilke af Noas
sønner de enkelte folk stammede fra, og herved bestemme deres identitet. Hermed
var der også i en form for racetænkning skabt et grundlag for en forklaring af
forskellene på menneskene ud over det religiøse og moralske forfald.

Den bibelske historie gik videre. Det var givet, at jøderne var det første folk, hvorfor
alle andre måtte stamme fra jøderne. Ud over at dette gav et problem, da jøderne
samtidig stammede fra Sem, førte det også til et andet problem. Efter at Moses
havde ført jøderne ud af Ægypten og rundt i ørkenen i 40 år, bosatte jøderne sig i

16 1.Mos.4.25-6.
17 1.Mos.5.
18 1.Mos.6.1-4.
19 1.Mos.6.11-22. Efterhånden som man med de store opdagelsesrejser også opdagede utallige dyr,
opstod selvfølgelig det problem, hvordan Noa havde haft plads til alle disse dyr og til foder til dem.
Der kom forskellige løsninger – fx. at der kun var foder til den første dag, hvorefter dyrene gik i dvale.
Også mere kontroversielle teorier opstod i det 16. og 17. århundrede, hvor det var givet, at intet skib
kunne have plads til så mange dyr. I stedet begyndte man at tænke i, at arterne helt eller delvist var
blevet udviklet i de regioner, de nu levede. Således viste Abraham Milius i 1667 i værket The Origin of
Animals and the Migration of Peoples, at dyr og planter voksede ud af de omgivelser, de befandt sig i.
Gud skabte mennesket, mens elementerne skabte dyr og planter, og dette beviste han med henvisning
til to steder i Skabelsesberetningen, hvoraf vands og jords generative kræfter skulle fremgå. Hermed
var blandt andre et af de store problemer løst, nemlig hvordan dovendyret var kommet den lange vej
fra Ararat Bjerget, hvor Noa landede, til Sydamerika.
20 1.Mos.9.19.
9
Israel, men da de ikke tilbad Gud på den foreskrevne måde, og da de brød den pagt
med Gud, Moses havde indgået, straffede Gud dem ved bl.a. at lade assyrerkongen
erobre området og føre jøderne i eksil i Hala, ved Gozans flod og i Mediens byer.21
Fra dette fangenskab vendte kun to af Israels tolv stammer tilbage og bosatte sig i
Israel. Heraf udsprang der to konsekvenser. For det første fandt man her en mere
universel model for forklaring på, at de udvalgte folk blev erobret og underlagt et
andet, hedensk folk. Det var Guds straf for ulydighed og synd. Og for det andet
opstod problemet, hvad der blev af de ti øvrige stammer, både i geografiske forstand
og hvad angår deres moralske status, det vil sige, om de blev gode eller onde. Dette
var en stor gåde, og mange af de nye folk, de kristne mødte, når asiatiske folk angreb
Europa, eller når europæerne drog ud i verden, blev i første omgang kategoriseret
som tilhørende de ti forsvundne stammer.

Den genealogiske metode var således den centrale metode til bestemmelse af de
fremmedes identitet, ikke blot gennem middelalderen, men også i renæssancen. I
renæssancen var det dog sådan, at de genealogiske studier blev delt i dem, der
fortsatte den middelalderlige tradition med reference til Biblen, og dem, der greb
sagen mere verdsligt an.22

Barbarerne som Guds redskab
Med monstrene, de tre sønner og de forsvundne stammer var der kommet nye
kategorier til placering af forskelle på de fremmede i det overordnede genealogiske
system. Men også i forhold til de kristne selv var der en kategori, der gav en særlig
placering, nemlig kategorien som det udvalgte folk – den status jøderne havde haft
indtil Kristus, men tydeligvis ikke længere havde. Denne kategori fik ny mening i
begyndelsen af det 5. århundrede, da det med goternes erobring af Rom blev helt
centralt at finde ud af, hvad der var Guds vilje med at lade hedninger besejre de
kristne. Her var der to retninger i svarene. Det mest almindelige var at forklare det
som en straf fra Gud. Denne forklaring i modsætning til de hedenske romeres
argument om, at problemerne skyldtes manglende tilbedelse af de gamle romerske
guder, fik Augustin til at skrive sit store værk, De civitates dei–Om Guds by, ligesom
han satte Paulus Orosius (født mellem 380 og 390) til at skrive et større værk med
samme hensigt, Historiae adversus paganos–Historier mod hedninger. Kernen i
Orosius’ fremstilling fulgte de tidligere og hedenske romerske fremstillinger af
Romerriget som det rige, der skulle gøre humanitas universel. Hos Orosius blev
humanitas blot erstattet af Kristus-troen, men det universalistiske perspektiv var det
samme, for det drejede sig for Orosius som for de hedenske romerske filosoffer om
en proces, der både gik ud i verden og ind i det enkelte menneske. Ude i verden

21 2.Kong.17.22-23 og 18.11-12.
22 Ryan 1981:532.
10