Poetik og lingvistik

293 Pages·2011·1.67 MB·Danish

by  Thomas Illum Hansen

Thomas Illum hansen
Poetik og
lingvistik
Om forholdet mellem kognitiv
lingvistik og fænomenologisk
litteraturteori
Indhold

Indledning s. 1

1. DEL

Fænomenologisk sprog- og litteraturteori s. 6
– Om Ingardens fænomenologiske litteraturteori

I. Fænomenologisk semantik s. 8
Det fænomenologiske tegnbegreb s. 12
Det fænomenologiske værkbegreb s. 15

II. Sproglydsfigurernes lag s. 18
Skriftfigurernes lag s. 21

III. Betydningsenhedernes lag s. 22
Den nominale ordbetydning s. 22
Det finitte verbums betydning s. 26
Rene funktionsord s. 28
Aktuel og potentiel del af ordbetydningen s. 29
Sætningsbetydningen s. 30
Sætningssammenhænge s. 34
Sætningernes udsigelseskraft s. 37

IV. De fremstillede genstandes lag s. 39
Genstandslagets ontologi s. 42
Genstandslagets rum-tid s. 45

V. De skematiserede aspekters lag s. 47
Aspektlæren s. 48
De skematiserede aspekter s. 48
De skematiserede aspekter i værket s. 49
Hans Castorp revisited s. 52
Den litterære re-præsentation s. 58

VI. Litteraturens femte element: ‘die sogenannte Idee’ s. 60
Den litterære æstetiske erfaring s. 63
Et dynamisk værkbegreb s. 67
2. DEL

Kognitiv sprog- og litteraturteori s. 69
– En fænomenologisk perspektivering af kognitionsforskningen

I. Den kognitive fordobling af semantikken s. 72
Fænomenologisk semiotik s. 72
Kognitionsforskningens hypoteser s. 80
Kognitiv semiotik s. 84
Ception – fra erfaring til prædikativ dom s. 86

II. Skemabegrebets kognitive funktion s. 95
“eine Verborgene Kunst” s. 97
Sanseskemaer s. 99
Begrebsskemaer s. 100
Billedskemaer s. 105
Mandlers parallel-teori s. 106
Billedskemaernes begrebslige funktion s. 110

III. Den grammatiske semantik s. 116
Bevægelsesbegivenheden s. 117
De fire skematiske systemer s. 124
Struktureringen af tidslige og rumlige enheder s. 126
Topologisk geometri s. 130
Point of perception s. 135
Opmærksomhedens vinduer s. 141
Interagerende kræfter s. 148

IV. Den leksikalske semantik s. 154
Leksemets betydningsregister s. 155
Leksikalsk implikation s. 157
Den mindste afvigelses princip s. 165
Den metonymiske funktion s. 169
Den sidste balkjole s. 174
Den metaforiske funktion s. 177
Billedmetaforer s. 184
Leksikalsk integrering s. 188
3. DEL

Fra poetik til praksis s. 193
– Et udkast til en integreret fortolkningsstrategi

I. Fænomenologisk poetik og kognitiv stilistik s. 194
Kognitiv poetik s. 196
Fænomenologisk poetik s. 199
Stil og grammatik s. 201
Stil og fremmederfaring s. 204
Stilens kognitive funktion: præsentationsfunktionen s. 210
Det litterære værks under- og overbestemthed s. 214
Det litterære værks affektive dimension s. 221

II. Fænomenologisk fortolkning og nærlæsning s. 226
Fortolkningens fire faser s. 226
Fortolkningsprincipper s. 227
Envoi – en genlæsning s. 231
Den yderste dag s. 238
Kunne min skrift s. 244
Disparat potentialitet s. 249
Skrift og materiale s. 257
Fortolkningens skematisme s. 268

Konklusion s. 270
Perspektiverende bemærkning s. 273

Bibliografi s. 275
… le phénomène de l’expression, tel qu’il apparaît dans la parole littéraire, n’est pas une
curiosité ou une fantaisie de l’introspection en marge de la philosophie ou de la science du
langage, que l’étude objective du langage la rencontre aussi bien que l’expérience littéraire et
que les deux recherches sont concentriques.
Maurice Merleau-Ponty
Indledning

Sproget er forfatterens materiale. Det mente i hvert fald Roman Jakobson, Maurice Merleau-Ponty
og med dem mange andre der har reflekteret over forholdet mellem sprog og litteratur. Hvis det er
sandt, og det vil jeg som udgangspunkt antage det er, giver det anledning til forskellige mulige per-
spektiver på forholdet mellem sprog og litteratur. På den ene side kan man forsøge at forstå littera-
turvidenskab som en form for sprogvidenskab eller som en disciplin der kan støtte sig til sprogvi-
denskaben. Forsøg af en sådan art har fundet næring i Jakobsons banebrydende foredrag, “Lingvi-
stik og poetik” (1960), der netop tager afsæt i en strukturel sprogvidenskab og på forbilledlig vis
demonstrerer hvordan man kan overføre begreber og betragtningsmåder til det litterære studium. På
den anden kan man forsøge at forstå sprog- og litteraturvidenskab som to relativt selvstændige stu-
dier der deler genstandsområde, og som derfor delvist dækker hinanden. Merleau-Pontys La Prose
du monde (1969) er et forsøg af denne art, men det forblev ufuldendt. Han skrev på sit manuskript i
1951-52 under indtryk af den strukturelle sprogvidenskab, men i et tilbageblik står det klart at de
strukturalistiske principper ikke lod sig forene med hans fænomenologiske syn på sprog og litteratur
som kommer til udtryk i modstående citat (La Prose du monde, s. 23).
Poetik og lingvistik kan læses i forlængelse af dels den fænomenologiske tradition som mit for-
søg på at realisere Merleau-Pontys projekt, dels den strukturalistiske tradition som mit forsøg på at
omfortolke det forhold mellem poetik og lingvistik som Roman Jakobson skitserede.1 Hypotesen er
at den kognitive vending inden for de seneste årtiers forskning i sprog og udviklingspsykologi kan
bruges til at vende op og ned på det strukturalistiske syn på forholdet mellem sprog- og litteraturvi-
denskab til fordel for et fænomenologisk der gør det muligt at forankre tekstanalysen i en tværvi-
denskabelig grundlagsteori om sproglig og førsproglig betydning.
Brudfladerne i Merleau-Pontys projekt tolker jeg mere generelt som brudflader i forholdet mel-
lem sprog- og litteraturvidenskab. Problemet har især været at det strukturalistiske autonomiprincip,
der hævder at sproget er et selvberoende system som skal beskrives indefra, står i kontrast til en lit-
terær erfaring af sproget som et udtryksfænomen der ikke er selvberoende, men funderet i noget an-
det end sig selv. Løsningen på det problem kan principielt set tage to retninger: Man kan nedpriori-

1 Poetik-begrebet bruges her i en bred betydning der er mere eller mindre synonym med “litteraturvidenskab”. I traditio-
nen efter Aristoteles’ Poetik bruges poetik-begrebet både deskriptivt og normativt om henholdsvis digtningens regler og
dens væsen. Senere i min fremstilling vil jeg præcisere min brug af begrebet. Det skal dog understreges med det samme
at poetik-begrebet inden for den tradition som jeg knytter an til, ikke må forveksles med det poetik-begreb som er blevet
brugt til at betegne enkeltstående forfatteres poetologiske refleksioner over deres eget forfatterskab.
1
tere den litterære erfaring til fordel for et strukturelt begreb om det litterære værk som et tegnsystem
der kan beskrives på sprogvidenskabens præmisser. Og man kan opgive autonomiprincippet til for-
del for et heteronomiprincip der hævder at både sprog og litteratur er funderet i noget andet end sig
selv, fx bevidsthedsakter.
Sidstnævnte lyder simpelt, men er det ikke. At opgive autonomiprincippet er ikke en simpel re-
tro-bevægelse tilbage til de gode gamle dage inden den strukturelle sprogvidenskab. Den struktura-
listiske strømning, der kom til at præge humanvidenskaberne i det 20. århundrede, har blotlagt en
lang række strukturelle forhold som man er nødt til at tage med i sine betragtninger. For mig at se er
spørgsmålet om autonomiprincippet ikke et spørgsmål om for eller imod strukturalismen, men sna-
rere et spørgsmål om hvordan man skal fortolke strukturerne. I det perspektiv var der mange gode
grunde til at Merleau-Ponty ikke kunne blive færdig med La Prose du monde, for sprog- og littera-
turvidenskaben lod sig endnu ikke integrere i en kombineret tilgang til sproget som et prosaisk ud-
tryksfænomen. Først med den kognitive og pragmatiske vending inden for bl.a. antropologi, psyko-
logi, filosofi og sprogvidenskab, som Merleau-Ponty foregreb på flere punkter, er der blevet udar-
bejdet systematiske undersøgelser og beskrivelser af forholdet mellem sprog og erkendelse der gør
det muligt at genoptage hans projekt.
Mit mål er i forlængelse heraf at sammentænke kognitiv sprogteori og fænomenologisk littera-
turteori med henblik på at udvikle en tekstanalytisk praksis der gør det muligt at kombinere en fæ-
nomenologisk nærlæsning med en sproglig analyse. Denne målsætning indebærer fravalg af en ræk-
ke andre relevante teoriudviklinger og empiriske undersøgelser der kunne have været inddraget. En
samtidig strømning inden for sprogvidenskaben der bør nævnes, er den funktionelle lingvistik som
Michael Halliday har grundlagt. Fælles med en kognitiv tilgang er at den aktuelle sprogbrug analy-
seres ud fra en generel forståelse af mennesket som kognitivt og kommunikativt væsen. På det
grundlag pågår der adskillige, perspektivrige forsøg på at integrere de to retninger, men jeg har
valgt at centrere min undersøgelse om forholdet mellem kognitiv sprogteori og fænomenologisk
litteraturteori eftersom begge retninger udskiller et kognitivt grundlag der gør det muligt at redefi-
nere forholdet mellem sprog- og litteraturvidenskab. Afgørende i den forbindelse er at de to retnin-
ger kan mødes i en fortolkning af sproglige strukturer som kognitive gestaltstrukturer der er funde-
ret i en førsproglig, kropsliggjort perception af omverdenen. Med afsæt heri er det nemlig muligt at
forstå og analysere sproget på hvad der kunne minde om litteraturvidenskabelige præmisser. Poin-
ten er at også grammatiske strukturer kan analyseres som semantiske, og at det derfor kan være re-
levant at inddrage begreber som fokus, perspektiv, konflikt og modstridende kræfter i en analyse af
2
deres semantiske funktion. Udfordringen består i at omsætte en sådan analyse litteraturteoretisk og
undersøge hvilke konsekvenser den har for såvel en almen bestemmelse af det litterære værk som
en specifik analyse og fortolkning af det enkelte værks særegne stil.
Min fremstilling er, som følge af de skitserede problemstillinger, delt op i to alment teoretiske
dele – en fænomenologisk og en kognitiv – der kombineres i en tredje hvor teorierne omsættes i en
tekstanalytisk praksis. Første del uddrager på fænomenologisk vis almene træk der kendetegner det
litterære værks opbygning. Andel del inddrager på kognitionsteoretisk vis en række empiriske un-
dersøgelser der kan være med til at bekræfte, korrigere og videreudvikle det fænomenologiske be-
greb om sprog og litteratur som udfoldes i første del. Og tredje del udkaster en integreret fortolk-
ningsstrategi som afprøves i en række analyseeksempler. Tilsammen tegner de tre dele et overordnet
billede af en kognitiv, fænomenologisk litteraturteori. Det teoretiske udredningsarbejde er prioriteret
højt i fremstillingen fordi den primære genstand for undersøgelsen er brudfladerne mellem sprog-
og litteraturvidenskab, men den analytiske dimension spiller også en væsentlig rolle i forhold til den
gennemgående argumentation for at almene bestemmelser af sprog og litteratur kan og bør have
praktiske konsekvenser for den litterære analyse og fortolkning. Derfor er litterære analyser og ek-
sempler dels integreret i den teoretiske udredning, dels fremhævet for sig i den sidste del hvor den
skitserede fortolkningsstrategi omsættes i praksis.
I bogens første del, “Fænomenologisk sprog- og litteraturteori”, fremstilles Roman Ingardens
fænomenologiske teori om det litterære værks opbygning med basis i Edmund Husserls teori om
tegn- og betydningsdannelse for at vise at det litterære værks intentionalitet er funderet i en før-
sproglig semantik. Ingardens prææstetiske undersøgelser af litteraturens konstitution fremstilles
som en kognitiv tekstlingvistik der gør rede for teksters almene repræsentationsfunktion. Det litte-
rære værk bestemmes generelt som en skematisk konstruktion der implicerer førsproglig viden,
mens læseakten omvendt forstås som en konkretion der er styret af værkets implikationsstrukturer. I
første omgang fremhæves det at Ingarden fordobler repræsentationsfunktionen idet han både operer
med et repræsenteret lag (genstandslaget) og et perspektivisk præsenterende lag (aspektlaget). I for-
længelse heraf kritiseres han især for kun i et begrænset omfang at kunne gøre rede for aspektlaget
og for den æstetiske dimension der blot beskrives med en vag metafor som en polyfon harmoni mel-
lem værkets lag. Kritikken konkretiseres med en analyse af den passage i Thomas Manns roman
Der Zauberberg (1924) som Ingarden selv har peget på som særligt vellykket. Med den litterære
analyse bliver det særligt tydeligt at problemet er at Ingarden ikke tager højde for den grammatiske
semantiks konstitutive betydning for aspektlaget.
3
I bogens anden del, “Kognitiv sprog- og litteraturvidenskab”, fremstilles nyere kognitiv sprog-
teori og udviklingspsykologi med henblik på at ud- og underbygge Ingardens teori. Fremstillingen
er bygget op om Leonard Talmys skel mellem en leksikalsk og grammatisk semantik på det sprog-
lige niveau der modsvares af et beslægtet skel på det kognitive niveau mellem sansekonkret percep-
tion og semiabstrakt konception. Disse skel relateres til Husserls fænomenologiske analyse af for-
holdet mellem nominal og kategorial anskuelse og Jean M. Mandlers empiriske undersøgelser af
forholdet mellem perceptuel og konceptuel kategorisering. På den baggrund tolkes Talmys fordob-
ling af semantikken som nært forbundet med Ingardens fordobling af repræsentationsfunktionen.
Først analyseres den grammatiske semantiks betydning for det implicit perspektiverende lag af ske-
matiserede aspekter, som er subjektrelaterede. Dernæst analyseres den leksikalske semantiks betyd-
ning for det eksplicit projicerede genstandslag, som læseren tilskriver en vis autonomi. I forbindelse
med den leksikalske semantik inddrages en række beslægtede kognitive teorier om encyklopædisk
viden for at profilere to kognitive funktioner som kendetegner aktualiseringen af den leksikalske se-
mantik: en metonymisk og en metaforisk der styrer henholdsvis læserens implikation og integration
af de begrebslige skemaer som strukturerer den encyklopædiske viden.
I bogens tredje del, “Fra poetik til praksis”, kombineres de kognitive og fænomenologiske teori-
er i et bud på en fortolkningsstrategi. En klassisk problematik i den forbindelse er at sprog- og litte-
raturvidenskab interesserer sig for henholdsvis sprogets almene grammatik og særegne stil. Derfor
spiller Husserls analyse af fremmederfaringen og Ingardens begreb om litteraturens præsentations-
funktion en særlig rolle som basis for en positiv bestemmelse af stilens kognitive funktion der står i
kontrast til den traditionelle bestemmelse af stilen som afvigelse. Hensigten er at vise at den indivi-
duerende stil har betydning for den sproglige styring af læserens opmærksomhed. I forlængelse her-
af sammenfattes de teoretiske beskrivelser af det litterære værks prototypiske opbygning i et prag-
matisk skel mellem den skematiske underbestemthed der gør at læseren må konkretisere værket, og
den overbestemthed der omfatter alle de kognitive strukturer og funktioner i værket som er med til
at styre såvel læserens aktualisering af værket som den videre fortolkning. På den baggrund foreslås
en opdeling af fortolkningsprocessen i fire faser med henblik på at analysere overbestemtheden ne-
de fra og op, dvs. med afsæt i den konkretiserende læseakt.
Et væsentligt led i den kognitive, fænomenologiske fortolkningsstrategi er en form for nærlæs-
ning der konkretiserer udvalgte scener og passager i et nedsat læsetempo i et forsøg på at tydeliggø-
re de konstitutive funktioner og registrere hvordan den fremsatte verden gestaltes. Derfor er tekster-
ne i de følgende analyser valgt så de dækker bredt fra prosa til lyrik, og så de repræsenterer forskel-
4
lige typer af fiktiv omverdensgestaltning fra en stemningsfyldt omverdensbeskrivelse i Johannes V.
Jensens digt “Envoi” til en sprogkritisk omverdensproblematisering i Per Højholts digt “Månen for-
klaret”. Analyserne fungerer således ikke blot som eksempler, men også som en undersøgelse af en
anden central hypotese i min fremstilling: at man endnu med fordel kan læse og forsøgsvis tolke
selv radikale skrifteksperimenter og ironiske metafiktioner med afsæt i et fænomenologisk værkbe-
greb. Samtidig har de et kritisk potentiale idet de danner grundlag for en diskussion af skriftens
konstitutive funktion, en funktion som Ingarden undlod at behandle, og af materialebegrebet. Såle-
des afsluttes analysedelen med en differentiering af materialebegrebet. I overensstemmelse med
Ingardens æstetik bestemmes materialet funktionelt som alt det der bliver gjort til genstand for en
bearbejdning på forskellige niveauer i det litterære værk, med den tilføjelse at også skriften udgør et
materiale som har betydning for konstitutionen.
Sproget er forfatterens materiale, men det differentierede materialebegreb understreger at betyd-
ningen af det udsagn først og fremmest afhænger af hvilket sprogbegreb man lægger til grund for sit
litteraturbegreb. Det ville alene af den grund være en fejlslutning at drage den konklusion at littera-
turen derfor handler om sig selv og sin egen sproglighed eller skriftlighed. Den fænomenologiske
tilgang til litteraturen har traditionelt set været mere optaget af den verden som udkastes i kraft af
sproget, end af sproget selv som materiale. Et klassisk eksempel er Jørn Vosmars analyse af den før-
ste strofe i Johannes V. Jensen digt “Envoi”:

Nu breder Hylden
de svale Hænder
mod Sommermaanen

Analysen er bygget op om en sensitiv beskrivelse af den tid og det rum der skabes med hyldens ge-
stus: et hvilende nu uden vertikale spændinger mellem digtets jordiske og kosmiske dimension. I re-
lation hertil kan min ambition beskrives mere præcist som et ønske om at forstå og analysere spro-
get som et materiale der gør det muligt at gestalte egenartede verdener.

5