Martin Luthers udlægning af Første Mosebog

1645 Pages·2016·4.3 MB·Danish

Martin Luthers udlægning
af Første Mosebog

FJERDE BIND AF BOGUDGIVELSEN
KAP. 37 - 50
Syvogtredivte kapitel
v1. Jakob blev boende i Kana'an, hvor hans far havde boet som
fremmed.
Dette er nu den sidste fortælling, om den sidste patriark
Josef, hvormed Moses slutter denne bog om skabelsen
som med en såre skøn og glædelig udgang på alle Jakobs
hændelser og især på hele hans liv og alle hans trængsler.
For hele hans hus og familie var ganske ødelagt og gan-
ske fuldt af stor møje, angst og sorger, hvormed den hel-
lige patriark, som vi har hørt, måtte kæmpe, ikke alene på
grund af hans broder Esaus fjendskab og hans svigerfar
Labans urimelighed, som han tålte og overvandt med en
stor ånd, uden at fortvivle, med fast, uovervindelig tro,
dertil også med stor, underfuld tålmodighed, men også
ved trængslerne og sorgerne i hans eget hus, såsom at
hans datter Dina krænkes, at Debora, Rebekkas amme,
døde for ham, dertil også hans kære hustru, Rakel, og en-
delig ved, at hans søn Ruben begik den store, usigelige
blodskam, idet han rørte og besmittede sin faders ægte-
seng. I disse store og dybe sorger havde han nu i sin høje
alderdom dette eneste håb og denne eneste trøst tilbage,
sin kære søn Josef, der var den førstefødte af hans afdøde
2
hustru Rakel og med sin gudfrygtige vandel og sit kristne
levned trøstede og oprejste sin gamle faders hjerte, som
bestandig havde været besværet og bekymret. Men plud-
selig og uventet berøves han også denne, så den stakkels
gamle fader, efter først at have mistet sin kære hustru, nu
også taber denne sin elskede søn.
For Josef blev solgt og bortført til Egypten, så han så-
dan kom sin fader af syne. Og dette skete ikke ved frem-
mede eller sådanne, som kunne være fjender; men ved
hans egne brødres forbitrelse, had og ondskab. Og da
disse lumskelig skjulte denne sin store synd og viste den
gamle fader den blodige kjortel, som om Josef skulle
være opædt af et vildt dyr, kunne han, den gamle fader,
ikke mene eller tro andet, end at det var sådan, og at hans
søn Josef var omkommet på en så ynkelig måde. Derfor
blev han så bedrøvet og bekymret i sit hjerte over denne
ulykke, at han ikke ville lade sig trøste hverken af sine
sønner eller døtre.
Sådan kastes den gamle bedagede Jakob ned i denne
angst og bekymring, ja i Helvede selv, og det ved sine
egne børns ondskab og synd; deraf blev hans tro uden
tvivl så hårdt og tungt anfægtet og angrebet, at han ikke
3
uden svær kamp kunne holde fast ved den forjættelse,
som Gud havde givet ham. For hans hjerte bekymredes
og anfægtedes ikke alene ved hans faderlige kærlighed til
sin søn, men også med tvivl og vantro, nemlig om Gud
da også ville holde sin forjættelse, eller om han ganske
havde forkastet ham for nogen særlig synds skyld, siden
han skulle berøves sin søn, som han håbede skulle være
den rette arving til den velsignelse, som var forjættet ham
af Gud, og til alt hans gods.
Sådan er nu denne historie, den hellige Jakobs sidste
ulykke, den allertungeste, såre forfærdelig, og indeholder
straks i begyndelsen en såre tung og heftig kamp. For den
er fuld af tung og ynkelig lidelse og klage, hvorved den
hellige patriark, der i forvejen var ganske udmattet ved så
megen bekymring, lidelse og trængsel, næsten ganske gik
til grunde. Og foruden alt dette hændte nu også hans søn
Judas store synd, der begik blodskam med Tamar, sin
svigerdatter eller sønnekone, hvilket også såre forøgede
den gamle faders bekymring og smerte.
Men trods alt dette beholdt han dog alligevel med un-
derfuld bestandighed et godt håb og en fast tillid; han op-
retholdt og trøstede sig selv med så mange eksempler på
4
den mangfoldige og åbenlyse hjælp og redning, som han
havde oplevet og erfaret hele sit liv igennem, så længe
indtil endelig nyt lys og ny trøst viste sig for ham.
For der fulgte dog alligevel en såre underfuld og liflig
udgang derpå, så hans store elendighed og smerte, som så
uventet havde mødt ham, vendte sig til stor glæde mod al
hans forventning. For Josef, hvis død den gamle fader så
kummerlig havde begrædt, føres atter frem fra mørket til
lyset, fra døden til livet. Han var af Gud blevet underfuldt
frelst, dertil af kongen af Egypten blevet ophøjet og ind-
sat til stor ære og herlighed, efter at også Jakob selv var
blevet udfriet fra mange store besværligheder.
Dette er nu slutningen på denne Første Mosebog og
den sjette og sidste afdeling deri, efter vor inddeling af
den ovenfor. Men ligesom der i hele Skriften intet skøn-
nere er end denne skabelsens bog, sådan er blandt alle
patriarkernes historier denne sidste særlig at mærke; ja
den er af den beskaffenhed, at jeg hverken med ord eller
tanke tilstrækkelig kan fatte eller forstå den. Derfor ville
jeg ønske, at det var forbeholdt andre at udlægge og for-
klare den, som er langt lærdere og mere veltalende, end
jeg er.
5
Men fordi alligevel den påbegyndte forklarings orden
kræver og fører med sig, at vi i al fald siger noget, vil vi
kort gennemgå denne historie, som sandelig er såre un-
derfuld og høj, eftersom vi ingenlunde kan behandle og
forklare den, som den fortjener. Og allerførst må nu tids-
følgen i disse begivenheder gentages efter det, som oven-
for blev sagt. For ved enden af kap. 35 fortalte Moses,
hvordan patriarken Isak, da han nu var blevet gammel og
mæt af dage, døde og samledes til sit folk, og hvordan
hans to sønner, Esau og Jakob, begravede ham i
Kana’ans land. På det sted begyndte han derpå at opregne
Esaus slægt og tager anledning dertil deraf, at Esau var
ved sin faders begravelse og med ham uden tvivl alle
hans sønner og svogre, som dengang blev forligt med Ja-
kob, da de to brødre forsonede sig med hinanden. Hvad
der nu følger indtil kap. 40, skete alt sammen endnu
mens patriarken Isak levede. Derfor ytrede vi også, at
disse begivenheder, efter den rette tidsfølge, skulle ind-
lemmes i kap. 35, nemlig kort før det sidste stykke deraf,
idet der i v. 28 siges: Isak blev hundrede og firs år gam-
mel.
6
Denne påmindelse er såre nødvendig, for at læseren
så meget bedre kan finde sig tilrette i denne beskrivelse,
som er noget utydelig, og forstå den. For alle andre ud-
læggere af denne bog, især Lyra og Augustin, har plaget
sig meget på dette sted, så Augustin, idet han så ynkelig
har pint og plaget sig dermed, endog har taget anledning
deraf til næsten at tvivle noget på Den Hellige Skrift og
dens troværdighed.
Sådan plejer det også at gå antilogisterne, der give
sig af med at sammenstille de sprog i Den Hellige Skrift,
der synes at modsige hinanden, og sådan prøver på med
flid at svække og omstyrte Den Hellige Skrifts pålidelig-
hed; når de kommer til sådanne steder, bliver de hæn-
gende derved, er så forvirrede, at de hverken kan komme
frem eller tilbage, og skriger da heftig, at prædikenerne
og beretningerne i Den Hellige Skrift ikke hænger godt
sammen, men alt er forvirret og upålideligt. Og dette er
også grunden til, at sådanne antilogister aldrig kan
komme til det rette, sande lys i guddommelige ting og
den rette forstand derpå.
Det er også en regel hos de såkaldte kabbalister: Intet
i loven er beskrevet efter den rette tidsfølge. Men denne
7
regel er ikke sand sådan i almindelighed og allevegne, og
skal og må ingenlunde anvendes på det, som her fortælles
og beskrives. For Isak levede sikkert nok dengang, da Jo-
sef blev solgt til Egypten, og endnu tolv år derefter, da
han atter blev udfriet af fængslet og ophøjet til en herre
over hele Egypten.
Ligeledes må også den følgende historie om Tamar
henføres til denne tid. For Juda begik denne synd, endnu
mens hans bedstefar Isak var i live. Dog vil vi herefter
også fremstille beregningen af tiden og personerne efter
orden. For hvis man vil udregne årstallet fra Jakobs gif-
termål indtil hans rejse til Egypten, vil man finde, at der i
disse seksogfyrre år skete mange store, underfulde ting.
Og skønt historien synes de ulærde og dem, som giver
sig alt for nøje af med at udplukke de modsigende steder
i Skriften, at være ganske forvirret, så vil dog kristne læ-
sere, som besinder sig på denne orden, let finde sig til
rette deri og også forstå den rette orden.
Men nu går Moses videre i patriarken Jakobs historie
og skriver, at han boede i det samme land, hvori hans fa-
der havde været fremmed. For han var kommet til Isak,
8
mens denne boede i Hebron i Kana’ans land, og der ned-
satte også han sig med sin familie og sine husfolk. Men
landet kaldes fremmed, fordi Abraham, Isak og Jakob,
skønt landet var dem forjættet, dog endnu ikke havde no-
gen egen ejendom deri, undtagen den begravelsesplads,
som Abraham købte, som vi hørte ovenfor (kap. 23, 17.).
Derfor drog også Jakob, ligesom sine fædre, om som
fremmed fra det ene sted til det andet, ligesom hyrderne
plejer at flakke omkring efter sit kvægs tarv og græsgan-
genes beskaffenhed. Men Jakob forlod dog ikke sin
gamle fader Isak i denne pilgrimsstand, men bragte til
ham sin skændede datter Dina og sin kæreste søn Josef,
hvem Isak endnu i sin alderdom uden al tvivl så og om-
favnede med hjertelig glæde.

v2. Dette er Jakobs slægtshistorie. Josef var sytten år, og han
vogtede får sammen med sine brødre. Han tjente hos de sønner,
hans far havde med sine koner Bilha og Zilpa. Og Josef fortalte
deres far det onde, han hørte om dem.
Den Hellige Skrift har denne vis, at dm plejer at kalde det
ens ”slægter,” selv når den kun fortæller om en eneste af
hans sønner. Sådan nævnes på dette sted Josef alene, og
de andre Jakobs sønner udelades, som om ikke også de
9
hørte med til tallet, og som om denne Josef alene var Ja-
kobs søn, siden deri fortælles om ham fremfor om de an-
dre i denne beretning. Og denne Josef er jo også den,
som rimelig og med al ret må foretrækkes for alle de an-
dre. For han er jo født af Jakobs fornemste hustru, og for-
ældrene længtes såre længe efter ham; desuden tilkom-
mer også hele førstefødslens ære og værdighed ham på
grund af ægteskabet mellem hans fader og moder, skønt
han aldrig kom i besiddelse deraf, som vi skal hører.
Hvilke er da nu Jakobs slægter? Han har en søn ved
navn Josef. Men hvordan var det med denne, hvad for
lykke havde han? Hør, hvad Moses siger derom: Josef
var sytten år gammel, da han vogtede kvæg med sine
brødre. Sådan var det med Josef, da han var en yngling
på sytten år, i den alder, at han kunne være gift, som hans
andre brødre også var. For Juda, Ruben og de andre
havde dengang allerede hustru og børn. Men Josef levede
endnu alene i sin ungdom, uden hustru og uden eget hus;
han alene var kær for den gamle fader, så han havde lyst
og glæde af ham, fordi han var født af hans elskede, af-
døde hustru; og hans hele levned, ja alt, hvad han tog sig
10