Internationale domstole

18 Pages·2014·6.71 MB·Danish

U
N
P
h
o
to
/I
C
J
/J
e
r
o
e
n
B
o
u
m
a
n

Internationale domstole
Politikpapir fra FN-forbundet
2014
2
Indhold

FN-forbundets overordnede holdninger til internationale domstole SIDE 4

Indledning SIDE 5

Den Internationale Domstol og Havretsdomstolen SIDE 6

Internationale Straffedomstole SIDE 8

Menneskerettighedsdomstole SIDE 13

International domstolsregulering af økonomiske konflikter SIDE 15

Behov for styrkelsen af nationale og regionale retsinstanser SIDE 16

Implementering af internationale domstoles grundlag i dansk
lovgivning SIDE 17

Kernepunkter i FN-forbundets holdninger og anbefalinger SIDE 18

3
FN- forbundets overordnede holdninger til
internationale domstole
Det er utænkeligt at forestille sig en stat uden love og domstole. Den tankegang bør også
udbredes internationalt i takt med, at mere og flere sagsområder går på tværs af grænser.
At sikre ret og undgå magtbaseret vilkårlighed må være en global bestræbelse. Det kan
internationale domstole bidrage til.

Der er allerede en række domstole eller domstolslignende mekanismer, der indgår i FN’s
arbejde eller som en del af andre globale eller regionale organisationer, men der er behov
for udbygning som bidrag til, at de mindre stærke aktører i verden i højere grad end nu
kan få deres legitime interesser tilgodeset.

Den Internationale Domstol, der er en del af FN, løser kun konflikter mellem stater. I den
nyeste tid er international retsforfølgelse blevet virkeliggjort i kraft af straffetribunalerne og
Den Internationale Straffedomstol, men dens arbejde har ikke fuld global tilslutning.
Desuden er der behov for domstole til beskyttelse af menneskerettigheder og til afgørelse
af økonomiske tvister. Tilsvarende skal nationale love og judicielle (dømmende) instanser
kunne bakke op om de globale mekanismer.

FN-forbundet præsenterer i det følgende sine overvejelser og forslag vedrørende
internationale domstole og håber, at disse vil indgå i debatten om udviklingen af det
globale samarbejde i FN.
M
e
m
b
e
r
s
o
f th
e
In
te
r
n
a
tio
n
a
l C
o
u
r
t o
f J
u
s
tic
e
U,
N
P
h
o
to
/IC
J
/R
o
b
R
is

4
Indl edning

Internationale domstole er efter FN-forbundets mening en nødvendig del af et
velfungerende verdenssamfund i en ideel verden. Både for at finde løsninger på
internationale tvister og for at træffe afgørelser, hvor stater ikke kan blive enige.

Verden er blevet mere global. Varer, penge og personer bevæger sig mere og mere over
landegrænser og handlinger i én stat påvirker i større og større grad befolkningerne i
andre stater, på kort eller lang sigt. Ressourceknaphed vil betyde flere udeståender lande
imellem.

Domstolsafgørelser og andre juridiske konklusioner har forskellig rækkevidde og
gennemslagskraft blandt FN’s medlemslande – formelt og reelt. Hvor respekt for love og
domstole er en selvfølgelighed i de fleste stater, er det samme langt fra tilfældet globalt.
Såvel forskelle i retsopfattelser som staters uvilje til at acceptere mellemstatslige
domstolsafgørelser begrænser internationale domstoles rækkevidde. Der må vedvarende
arbejdes for øget respekt for domstolenes rolle.
FN-forbundet ser overordnet et behov for internationale judicielle mekanismer på fem områder.
1. Hvor to eller flere stater har konflikter om grænser, ressourcefordelinger eller finder at andre stater forsømmer at
udvise ansvarlig naboadfærd;
2. Hvor der begås folkedrab, krigsforbrydelser og andre internationale forbrydelser samt overgreb mod
menneskeheden, der ikke retsforfølges – eller kun retsforfølges symbolsk – af nationale instanser;
3. Hvor borgeres rettigheder, særligt de internationale menneskerettigheder samt andre rettigheder i forhold til
internationale konventioner, groft tilsidesættes og hvor nationale domstole ikke kan eller vil sikre borgerne;
4. Hvor der opstår stridigheder mellem økonomiske aktører og regeringer om bl.a. rammevilkår;
5. Hvor der opstår modstrid mellem internationale aftaler på forskellige områder.
FN-forbundet ser gerne en udvidelse af den juridiske dimension i globalt og internationalt
samarbejde, da en juridisk konsolidering af politisk/økonomiske aftaler bedre end nu vil
kunne beskytte dem, der kommer i klemme i de herskende magtforhold. Der kan her være
tale om stater, personer, virksomheder og NGO’er.

Det er imidlertid også vigtigt at søge at fastlægge, i hvilke typer sager internationale
domstole og andre juridiske mekanismer ikke eller kun sjældent skal agere. Dette kan
være tilfældet, når praktiske og økonomiske grunde taler afgørende imod en international
domstolsbehandling, herunder en nøgtern konstatering af, at juridiske afgørelser kun bliver
effektive, hvis nationale myndigheder er parate til at håndhæve dem.
For FN-forbundet handler det i disse spørgsmål om at finde balancen mellem det
ønskelige og det mulige, men også at påvirke holdninger således at den globale juridiske
dimension gradvist får øget opbakning.
Magtens tredeling, med lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder er et bærende
grundlag for de fleste samfund. Den tanke bør også gælde globalt, selvom den udøvende
myndighed foreløbig varetages af staterne på det internationale samfunds vegne.
Fakta: Domstole med forskellig rækkevidde
Betegnelsen ”domstol” er i global sammenhæng en bred betegnelse, da afgørelser ikke nødvendigvis har retsvirkning
og kan håndhæves på samme måde som en afgørelse ved en national domstol. Også internationale domstole er
kendetegnet ved, at de arbejder på grundlag af en retsplejeordning og besættes med upartiske dommere.
Internationale domstoles domme og kendelser er normalt folkeretligt bindende for sagernes parter, men i modsætning
til nationale domme m.v. kan de ikke tvangshåndhæves, da der som bekendt ikke findes nogen internationale
retshåndhævende myndigheder. Men internationale domme og kendelser kan alligevel sanktioneres med politiske
midler, der kan opleves som lige så tvingende som retlige midler. Den Internationale Domstol kan endvidere afgive
vejledende udtalelser (”responsa” eller ”advisory opinions”) om relevante folkeretlige spørgsmål, der indbringes af
stater eller af FN’s Generalforsamling.
5
Den Internationale Domstol og Havretsdomstolen
Den Internationale Domstol, (International Court of Justice, ICJ), er i kraft af FN-Pagten en
domstol, som dømmer i tvister, hvor to (eller flere) stater på forhånd udtrykkeligt har
erklæret at ville følge domstolens afgørelser. ICJ har hjemme i Haag og er dermed det
eneste af FN’s seks hovedorganer, der ikke har sæde i New York.

FN-forbundet finder, at der er et stort behov for Den internationale Domstol, ikke alene i sin
nuværende form, men også med nye opgaver. Konfliktløsning gennem juridisk baserede
afgørelser bør prioriteres højt. Det er en forudsætning, at FN’s medlemsstater i langt
højere grad end nu er villige til at afgive suverænitet til en sådan domstol.
De traditionelle opgaver for ICJ har været afgørelse af territorial grænsedragning til lands
eller tilgrænsende hav- og vandområder. Derudover er der en anden type sager, der ikke
handler om traditionel suverænitet over land- eller søterritorium, men om at et lands
handlinger kan have stor negativ indflydelse på nabolande.
Fakta: Den Internationale Domstol (ICJ)

Domstolen så dagens lys ved FN's oprettelse i 1945. Her erstattede den en lignende domstol, der blev oprettet i 1921
i forbindelse med etableringen af Folkeforbundet, FN's forløber. ICJ har 15 dommere, der vælges for en niårig periode
af FN’s Generalforsamling og Sikkerhedsråd i forening.

Foruden at afsige domme i stridigheder mellem stater afgiver domstolen, på begæring af stater eller FN’s andre
hovedorganer (undtagen Sekretariatet) og særorganisationer, tillige responsa, dvs. uforbindende, rådgivende
udtalelser på retligt grundlag. ICJ har frem til 2013 afsagt 120 domme og afgivet 26 responsa.

ICJ er reguleret to steder. Dels i FN-pagten art. 92-96, dels i Domstolens statut, der udgør en integreret del af FN-
pagten. Det indebærer bl.a., at alle FN’s medlemslande har ret til at betjene sig af Domstolen og pligt til at bidrage
økonomisk til driften. Desuden følger det af statuttens art. 36, at kun de stater, der har afgivet særskilt erklæring om
accept af Domstolens myndighed, automatisk er underkastet den. I dag har kun 70 stater, herunder Danmark,
accepteret Den Internationale Domstols myndighed. Fire af FN’s Sikkerhedsråd’s fem permanente medlemmer har
ikke accepteret ICJ.
U
N
P
h
o
to
/P
e
r
n
a
c
a
S
u
d
h
a
k
a
r
a
n

6
Mulige nye opgaver for ICJ
En strid mellem stater kan fx handle om fordeling af vand Fakta: Danmark og Den Internationale
Domstol (ICJ)
fra en flod, om grænseoverskridende forurening eller om
grov diskrimination af borgere i et andet land. Med et øget
pres på naturens ressourcer og øget bevægelighed for Danmark har i fire tilfælde fået bilagt
befolkninger forudser FN-forbundet flere af sådanne typer uoverensstemmelser med andre stater
konflikter i fremtiden, og Den internationale Domstol er den ved Domstolen eller dens forgænger:
oplagte institution til at dømme eller til at afgive responsa, 1. Østgrønlandssagen i 1933 mellem
når en stat mener sine interesser krænket. Danmark og Norge om suveræniteten
over Østgrønland; Danmark vandt

sagen.
Andre spørgsmål som efter FN-forbundets mening bør
2. Sokkelsagen i 1969 mellem Danmark,
indbringes af FN’s medlemsstater for ICJ er spørgsmål som Holland og Tyskland vedrørende
overvågning af trafik på internet og telefon, skattely, afgrænsningen af den kontinentale
udlevering af personer samt affaldsdumpning til lands eller sokkel i Nordsøen; Partierne indgik på
baggrund af en anbefaling fra ICJ et
til vands.
forlig.

3. Storebæltssagen i 1991 mellem
FN-forbundet forudser også, at der gradvist vil opstå Danmark og Finland vedrørende
konflikter mellem de efterhånden mange bindende globale højbroen i Storebælt. Danmark betalte
efter et forlig 90 mio. kr. til Finland og
reguleringer på forskellige områder, ligesom der kan opstå
sagen kom ikke til doms.
behov for fortolkninger af rækkevidden af aftaler og
konventioner. Der kan eksempelvis opstå behov for at 4. Jan Mayen-sagen i 1993 mellem
Danmark og Norge vedrørende
afklare om hensyn til fri bevægelighed af varer skal veje
suverænitet over havområdet mellem
tungere end miljøhensyn eller omvendt. Skal dette
Østgrønland og den norske ø Jan
bedømmes ud fra Verdenshandelsorganisationens (WTO)
Mayen. ICJ’s afgørelse var en
regelsæt, eller ud fra målsætningerne på miljøområdet?
grænsedragning midtvejs.

U
N
P
h
o
to
/IC
J
R
o
b
R
is

FN-forbundet finder, at der er behov for, at der træffes beslutninger, som afvejer hensyn
mellem bestemmelser i de mange konventioner og aftaler, der er et resultat af
forpligtende internationale samarbejde. Det bør blive en opgave for Den Internationale
Domstol at afgive responsa herom, på foranledning af medlemsstater og internationale
organisationer.
Fakta: FN-pagten om domstolsafgørelser

I artikel 33 står følgende om tvister: ”Parterne i enhver tvist, hvis fortsættelse kan antages at ville bringe
opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed i fare, skal først og fremmest søge en løsning ved
forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, domsafgørelse, benyttelse af regionale institutioner eller
aftaler, eller ved andre fredelige midler efter deres eget valg.”
7
Lav tilslutning til ICJ
Et svagt punkt i ICJs muligheder er, at kun en tredjedel af FN’s medlemslande har
tilsluttet sig Domstolens Statut og dermed har erklæret villighed til at følge Domstolens
afgørelser. FN-forbundet finder, at der er behov for en international kampagne for at flere
stater tilslutter sig Den Internationale Domstol. FN-forbundet finder det især vigtigt, at de
permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet tilslutter sig ICJ’s myndighed.

FN-forbundet vurderer imidlertid, at der i øjeblikket er mangel på fælles forståelse blandt
medlemslandene om hvilken rolle ICJ skal spille fremover og hvor bredt dens
dømmende myndighed skal udstrækkes. FN-forbundet finder derfor, at der bør afholdes
en global konference herom og opfordrer den danske regering til at tage et sådant
initiativ. Det er FN-forbundets håb, at en præcisering af Domstolens fremtidige opgaver
kan føre til øget tilslutning blandt verdens lande.

Havretsdomstolen
Den Internationale Havretsdomstol har en karakter der ligner ICJ, idet den
tager stilling til tvister mellem stater, men den er ikke en del af FN. Den er
oprettet i 1996 i forlængelse af vedtagelsen af Havretskonventionen og
tager kort sagt stilling til havretlige spørgsmål i internationalt farvand og
grænsedragning i forhold til nationalt farvand.

FN-forbundet vurderer, at der bliver et øget behov for Havretsdomstolen,
da den skal behandle sager om udnyttelse af ressourcer i internationalt
farvand og sager om uansvarlig adfærd på havet, f.eks. dumpning af
farligt affald eller pirateri. Det bliver mere og mere vigtigt, at dens
afgørelser respekteres og at f. eks. FN’s organer støtter gennemførelsen
af dem.
Fakta: Havretsdomstolen (International Tribunal for the Law of Sea):

Domstolen har til huse i Hamborg og har tilslutning fra 157 lande og fra FN, og
består af 21 dommere. Den har siden 1997 behandlet 22 sager. En sag fra efteråret
2013 fik dansk opmærksomhed, idet Greenpeace forsøgte at komme ombord på en
russisk boreplatform i internationalt farvand (hvilket er ulovligt i henhold til
konventionen), hvorefter russiske styrker bordede Greenpeaces skib og tog dette og
alle ombord til fange (hvilket var ulovligt). En afgørelse fra Domstolen med 19 mod 2
om at frigive skib og fanger mod kaution blev først efter nogen tid fulgt af Rusland.
Internationale straffedomstole
FN-forbundet finder det vigtigt, at krigsforbrydere kan retsforfølges af en domstol. Historisk
kendes Nürnberg-domstolen og Tokyo-domstolen som strafferetlig retsforfølgning af Nazi-
Tysklands og Japans krigsforbrydelser m.v. under 2. Verdenskrig, hvorved en række
enkeltpersoner blev straffet. Disse domstole var dog nedsat af de sejrende magter og havde
kun kompetence til at retsforfølge krigsforbrydelser begået af Aksemagterne.
Fakta: Eksempler på særdomstole
Derudover har FN i samarbejde med regeringen i Sierra Leone medvirket til oprettelsen af en domstol
(2002), der imidlertid har både nationale og internationale dommere og som dømmer på grundlag af en
blanding af national og international ret. Ud fra samme model er der etableret lignende hybride
krigsforbryderdomstole for Cambodia (2003) vedrørende forbrydelserne begået af Pol Pot regimet i
1970’erne og for Libanon (2006) til retsforfølgelsen af mordet på den libanesiske ministerpræsident
Rafik Hariri i 2005. Disse særdomstole står, ligesom ICC, uden for FN-systemet.
8
Egentlige internationale straffedomstole - neutrale og på hele det internationale samfunds
vegne - blev første gang oprettet af FN’s Sikkerhedsråd i 1993 og 1994 med etableringen
af de to FN-baserede straffetribunaler for hhv. Det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Rwanda
(ICTR). Siden hen kom i 2002 den Permanente Internationale Straffedomstol (ICC), der
blev nedsat i henhold til en international traktat (”Rom-Statutten” fra 1998) og som står
uden for FN.

Det Internationale Straffetribunal vedr. Eksjugoslavien (ICTY)

Det Internationale Straffetribunal vedr. Eksjugoslavien (ICTY) var den første
straffedomstol, der blev etableret af FN’s Sikkerhedsråd i 1993 med det specifikke formål
at retsforfølge indflydelsesrige enkeltpersoner, som er mistænkt for krigsforbrydelser i
forbindelse med konflikterne i Balkan begået fra 1991 - 2001. I alt 161 personer er blevet
tiltalt ved ICTY, hvoraf 74 pr. februar 2014 er dømt. ICTY lukker, når den sidste sag er
blevet afgjort i 1. instans, formentlig i 2016. Derefter vil ankesagerne både fra ICTY og
ICTR køre videre ved en særlig midlertidig dømmende instans (”MICT”, Mechanism for
International Criminal Tribunals), der tillige vil kunne afsige kendelser om vidnebeskyttelse,
benådninger, m.v.

ICTY blev etableret i en periode med stort internationalt fokus på, at straffrihed er
uacceptabelt, en holdning FN-forbundet finder det vigtigt at holde fast i. ICTY er
beliggende i Haag og har til dato hovedsagelig retsforfulgt de øverste og mest magtfulde
politiske og militære ledere af de forskellige involverede grupper i konflikten. Siden 2003
har ICTY ligeledes fokuseret på at kapacitetsopbygge retsinstanser i det tidligere
Jugoslavien og har således hjemvist sager, der omhandler anklagede i lavere eller
mellemstående magtpositioner til at blive retsforfulgt af nationale retsinstanser i det
tidligere Jugoslavien. På nuværende tidspunkt er ICTY ved at afslutte de sidste sager, før
tribunalet lukker permanent ned.
Fakta: ICTY’s mandat og rammer for retsforfølgelse:

ICTY retsforfølger kun de ansvarlige – politikere eller militærfolk – for grove krænkelser af den
humanitære folkeret begået i det tidligere Jugoslavien siden 1991. Domstolen kan overtage sager fra
nationale domstole, hvis det vurderes at det tjener den internationale retsfølelse bedst. ICTY kan også
referere sager til de nationale domstole i det tidligere Jugoslavien. ICTY består af 6 afdelinger i 1.
instansen, hver med 3 dommere, samt et appelkammer, der sammensættes med 5 dommere.
Derudover består ICTY af Anklagemyndigheden, der efterforsker forbrydelserne og fører sagerne i
Retten, samt af et Justitssekretariat (”Registry”), der varetager alle administrative funktioner samt
forbindelserne til værtslandet og de stater, der er berørt af Tribunalets retsforfølgning.

ICTY kan retsforfølge individer for følgende 4 kategorier af forbrydelser: a) Alvorlige brud på Geneve
konventionerne; b) Overtrædelser af folkerettens love og regler for krigsførelse; c) Folkedrab samt d)
Forbrydelser mod menneskeheden.

Det er en del af ideen bag ICTY, at behandlingen kan bidrage til forsoningsprocessen ved at skabe
klarhed og anerkendelse over forbrydelsernes omfang, således at lokalsamfundene kan forlige sig med
deres historie. Samtidig med ønsket om at bringe retfærdighed til krigens ofre har det også været håbet,
at retsforfølgelserne kunne have en præventiv effekt i lignende konflikter andre steder i verden.

ICTY er en international domstol og er neutral i konflikten, men selvom langt de fleste sager omhandler
retsforfølgelse af Serbere og Bosniske serbere, har ICTY også behandlet og dømt i sager mod kroatere,
bosniske muslimer og albanere fra Kosovo og Makedonien, der har begået krigsforbrydelser m.v. under
konflikten i Det tidligere Jugoslavien.

ICTY består af 2 instanser en domstol og et appelkammer. Afgørelser i 1. instans kan indbringes for
Appelkammeret.
9
Fakta: Sagen mod Slobodan Milošević

Krigen i Eks-Jugoslavien er i høj grad forbundet med Slobodan Milošević, den
tidligere præsident for Serbien (1987-1997). Han blev i 1999 af ICTY anklaget
for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. I 2001 blev han
arresteret og udleveret til ICTY. Retssagen pågik fra 2002 til 2005 og der blev
rejst i alt 66 anklagepunkter mod ham, heriblandt ansvaret for: Massakrer
under Kosovo-krigen hvorunder flere end 700.000 etniske albanere blev
fordrevet; folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i
perioden 1992-1995 under krigen i Bosnien samt planlægning og ledelse af
krigen i Kroatien, der blandt andet førte til massakrer og deportation af
170.000 kroater. Retssagen nåede ikke frem til dom, idet Milošević døde i
marts 2006.

FN-forbundet har til stadighed bakket op om arbejdet i ICTY og finder det vigtigt at
alvorlige forbrydelser straffes. Det kan imidlertid også konstateres, at retsforfølgelse af
denne karakter er forbundet med en række problemer.

For det første har ICTY arbejdet langsomt og brugt mange ressourcer på retsopgøret.
Uanset at tidsproblemet i høj grad skyldes de meget komplicerede strafferetlige og
processuelle problemer i sådanne sager og tillige chikane af ICTY’s arbejde, er det ikke
retspolitisk betryggende – hverken for anklagede eller ofre - at et retsopgør varer 20 år.

For det andet har der været store udfordringer med at få de kroatiske og serbiske
myndigheder til at samarbejde om at udlevere eftersøgte personer til ICTY, idet den sidste
sigtede først i 2011 blev anholdt af de serbiske myndigheder.

For det tredje har der konstant været stort politisk pres på ICTY, både fra de involverede
lande og fra andre, der har ment at have interesse i sagernes udfald, enten konkret eller
principielt.

Særligt problematisk har det efter FN-forbundets mening været, at der i de seneste år har
været eksempler, der kunne indikere et skifte i Domstolens praksis. Dette har betydet, at
flere eks-Jugoslaviske generaler og toppolitikere er blevet frifundet af Appelkammeret med
nogle specielle juridiske argumenter, efter at de i første instans var blevet idømt lange
fængselsstraffe for krigsforbrydelser. Med deres ledende roller i under krigen(e) er det for
FN-forbundet svært at forstå, at de kan findes uskyldige.

FN-forbundet finder det helt afgørende for Domstole, der skal retsforfølge mulige
krigsforbrydere, at politisk ansvarlige og militære øverstbefalende kan ifalde straf,
medmindre de ingen som helst indflydelse har haft eller kunne have på forbrydelserne.
Det er uacceptabelt og i strid med hele ideen bag ICTY og tilsvarende domstole, hvis
generaler og topledere verden over næsten pr. definition kan forvente straffrihed.
U
N
P
h
o
to
, Y
u
g
o
s
la
v
ia

10