Filmæstetik og kvantemekanik

15 Pages·2012·11.29 MB·Danish

Film æstetik
og kvantem ekanik
Skitse til en samtænkning af film og naturvidenskab på et arkæologisk grundlag
Samtidig; med at der fra tidens domine­ hed, forstås - kigger over hegnet til naturvi­
rende filmteoretiske trend, kognitions­ denskaberne. Vi skal ikke uden videre over­
teorien, stilles krav om storre videnska­ fore naturvidenskabelige modeller eller er­
belighed i filmteorien, raser‘hardcore’- kendelser til filmvidenskaben, men har me­
videnskabsfolk, dvs. først og fremmest fysi­ get at vinde - og ikke ret meget at tabe - ved
kere, over det de ser som humanisters ten­ at være åbne for andre verdensforståelser,
dentiøse eller blot totalt misforståede læs­ som måtte kunne levere ny inspiration til de
ninger af naturvidenskabelige bøger og ar­ film videnskabelige erkendelsesbestræbelser
tikler. Set fra et naturvidenskabeligt syns­ og give dem en (tiltrængt) saltvandsind­
punkt er og bliver de humanistiske ‘viden­ sprøjtning.
skaber’, herunder filmvidenskaben, Når jeg her - polemisk - haler kvante­
uvidenskabelige. mekanikken ud for i særlig grad at under­
Det er der i mine ojne ingen grund til at søge dens muligheder som leverandør af
begræde, når talen er om kunst, som, når nytænkning til filmvidenskaben, tror jeg at
den er grænseoverskridende, netop udmær­ stikke hovedet længst muligt ind i løvens
ker sig ved at præsentere andre verdener gab, eller i det mindste lige ind i centrum af
end dem, der kan begribes inden for viden­ den standende debat om humanisters læs­
skabelige forståelsesrammer. Når jeg i det ning og anvendelse af netop Bohrs og
følgende skal opridse, hvordan naturviden­ Heisenbergs kvantefysiske indsigter.
skabelige erkendelser - her specifikt Niels Kvantefysikken er tillige netop det om­
Bohrs og Werner Heisenbergs kvantefysik - råde, som Torben Grodal i indledningen til
kan inspirere filmvidenskaben til nytænk­ sit kognitionsteoretiske værk Moving Pictures
ning, synger jeg derfor ikke med i det kor, udråber til at være det mindst relevante
der råber på storre videnskabelighed i film­ forskningsfelt, han kan komme i tanker om,
videnskaben - snarere tværtimod, vil koret når det gælder filmvidenskab. Grodal frem­
o formodentlig hævde, og jeg skal for så vidt hæver det frugtbare i at hente teoridannelser
o være den første til at give dem ret. fra andre vidensområder ind i filmvidenska­
a Min pointe er derimod, at der kan være ben, men - som det hedder - “perceptions­
helt nye indsigter at hente, hvis filmviden­ psykologi, narrativ teori og kulturhistorie er
skaben - med udvisning af al mulig forsigtig­ i så henseende langt mere centrale end
kvantefysik” (Grodal 1997: 1 2). Det kan han kanikkens fædre, Werner Heisenberg.
naturligvis have ret i, i den forstand at At en af kvantemekanikkens erkendel­
kvantefysikken selvsagt ikke umiddelbart sesteoretiske grundsætninger har fundet vej
indeholder mange brikker til en filmteori. ind i en populærkulturel amerikansk tv-se-
Det er imidlertid min opfattelse, at rie, er i sig selv bemærkelsesværdigt, men
kvantefysikken kan levere stof til nok så her skal det hverken dreje sig om science
frugtbare erkendelser også i en film viden­ fiction eller om film, som på anden måde
skabelig kontekst. Det drejer sig ikke om at direkte citerer eller tematiserer naturviden­
sætte lighedstegn mellem kvantefysiske og skabelige indsigter op.
filmvidenskabelige problemstillinger eller Ejheller skal det dreje sig om de histo-
om at foretage direkte paralleliseringer risk-tekniske forbindelser mellem film og
mellem de to områder. Jeg ser derimod naturvidenskab. I så henseende går relatio­
kvantefysik og filmæstetik som sideordnede nen mellem film og naturvidenskab mere
og ligeværdige diskurser inden for den end 100 år tilbage, idet en del af filmens for­
kundskabens enhed, som var en af Niels historie udspandt sig i naturvidenskabelige
Bohrs kongstanker. Det turde være indly­ rammer. Jeg tænker her især på den franske
sende, at filmæstetik og kvantefysik udspil­ fysiolog Etienne Jules Marey, der i
ler sig på vidt forskellige områder, men 1 880’erne søgte at analysere bevægelsen i
begge er udsagn om os og verden, og om re­ enkeltmomenter og til sine anatomiske stu­
lationerne mellem verden og os. Henfører dier udviklede den såkaldte ‘fusil photo­
man således såvel filmæstetik som kvantefy­ graphique’ - en forløber for filmkameraet.
sik til en overordnet erkendelsesmodel, bli­ Og i filmens spædeste barndom var det en
ver det muligt ikke blot at fremdrage korre­ udbredt opfattelse, at det nye medie først og
spondenser eller analogier mellem disse el­ fremmest ville have en fremtid som doku­
lers så adskilte områder, men tillige på dét mentations- og registreringsinstrument i
grundlag at introducere nogle af kvante­ naturvidenskabens tjeneste. Sådan er filmen
fysikkens centrale begreber i filmvidenska­ da også blevet anvendt, men som bekendt er
ben. det ikke på dette område, den for alvor kom
til at slå an.
Film og naturvidenskab. Koblingen Ejheller skal det dreje sig om de film­
mellem film og naturvidenskab kender vi skabere, der angiveligt har ladet sig inspirere
naturligvis først og fremmest fra science af naturvidenskaberne. Som l.eks. Eisens-
fiction-genren, der, som det fremgår af nav­ tein og en række af 1920’ernes øvrige sovje­
net, i vidt omfang adopterer og iscenesætter tiske montagefilmskabere, der stærkt inspi­
naturvidenskabelige arvestykker, som f.eks. reret af Pavlovs refleksologi søgte at skabe
tidsrejser og sorte huller. film, som på tilsvarende vis kunne udløse
Ja, man finder sågar atomfysiske referen­ nøje determinerede reflekser i tilskuerne.
cer i Twin Peaks, hvor agent Coopers elskede Eller franske Jean Epstein, der i sine teoreti­
Annie i afsnit 28 fremfører følgende lidt ske skrifter om filmens såkaldte ‘antifilosofi’
skødesløst henkastede bemærkning på seri­ direkte henviser til kvantefysikken. Endsige
ens kaffebar: “Det er ikke naturen selv, vi Jean-Luc Godard, der i en diskussion af for­
iagttager, men naturen udsat for vore holdet mellem sprog og film, ord og bil­
forhørsmetoder.” Hvorpå FBI-agenten eks­ lede, ord og virkelighed refererer til
tatisk henfører citatet til en af kvanteme­ Heisenbergs ubestemthedsrelation - og i øv- 1 39
Filmæstetik og kvantemekanik
rigt mener, at Picasso i sine malerier har ud­ meget videnskabsmand, som han var kunst­
trykt ubestemthedsrelationen bedre end ner, eller omvendt.Tættere på os kan frem­
Heisenberg selv, fordi ubestemthedsprin- hæves romantikken - tænk blot på Goethe,
cippet ifølge Godard simpelthen ikke lader der ved siden af sin litterære virksomhed til­
sig formidle fyldestgørende gennem verbal­ lige udarbejdede en plantemorfologi, der
sproget. gjorde op med Carl von Linnés botaniske
Den slags udtalelser fra filmskaberne selv klassifikationer, samt en farvelære, der gik i
er naturligvis interessante. Hvorvidt film­ rette med Newtons. Og endelig kan frem­
skaberne faktisk har forstået de naturviden­ hæves naturalismen, hvor især kritikeren
skabelige pointer eller ej, er derimod uinte­ HippolyteTaine og forfatteren Emile Zola
ressant og har ingen som helst betydning for forsøgte at overføre tidens positivistiske
værkernes kunstneriske kvaliteter eller naturvidenskabsidealer til litteraturen.
mangel på samme. Som alle andre kunst­ Siden da, og helt frem til de senere år, har
nere må filmskabere have lov til at finde in­ humaniora og naturvidenskaberne i det
spiration hvorsomhelst, også i naturviden­ store og hele eksisteret side om side uden
skabelige fremstillinger, som de evt. ikke nævneværdig interaktion. Det er på den bag­
forstår 100 procent. grund interessant at notere sig, at bl.a. netop
1 min egen kobling mellem film og na­ Niels Bohr gik imod strommen, idet han
turvidenskab er der ikke tale om at påvise gentagne gange betonede et slægtskab mel­
nogen form for direkte inspiration fra natur­ lem de ellers fuldstændig adskilte områder.
videnskab til film. Mit ærinde befinder sig På grundlag af sin teori om kundskabens en­
på et andet niveau, et teoretisk-videnskabe­ hed overforte han ved adskillige lejligheder
ligt plan, hvor problemstillingen er, hvor­ de erkendelsesmæssige indsigter, som han
vidt det er muligt at tænke teorier og begre­ havde opnået i sit arbejde med subatomare
ber fra det naturvidenskabelige område - i størrelser, til andre vidensområder som
dette specifikke tilfælde altså f.eks. biologi, psykologi og antropologi, ja
kvantemekanikken - ind i den filmvidenska­ sågar til kunsten.
belige teoridannelse. Og det er her, vanske­ Bohr er blevet kritiseret for således at be­
lighederne sætter ind. væge sig uden for sit fagområde - Skomager,
bliv ved din læst!, var den almindelige hold­
Naturvidenskab, kunst og humanoria ning. For at blande naturvidenskabelige og
- historisk set. Selv om man altsåh kuamna pneisgteis ke kort, som Bohr gjorde det, var
på isolerede eksempler på kunstnere - film­ utilgiveligt i en kontekst, der opererede ikke
kunstnere og andre -, der har ladet sig inspi­ med kundskabens enhed, men med to radi­
rere af naturvidenskaberne, har der i de sid­ kalt adskilte kulturer - én for humaniora og
ste par hundrede år generelt bestået noget kunst, en anden for naturvidenskaberne.
nær vandtætte skodder mellem humaniora Udtrykket ‘de to kulturer’ stammer fra
og kunsten på den ene side og naturviden­ forfatteren C.P. Snow, der i et værk med
skaberne på den anden. Historien byder dog netop denne titel i 1963 efterlyste et samar­
også på signifikante eksempler på det mod­ bejde og gensidig inspiration mellem de
satte. Perioder, hvor kunst og naturviden­ ‘bløde’ og de ‘hårde’ videnskaber. Hans op­
skab har været uløseligt forbundne. De var råb fik ingen synderlig gennemslagskraft
det i antikkens Grækenland og i Renæssan- dengang, men i de senere år har man fundet
140 een, hvor f.eks. Leonardo daVinci var lige så Snow frem og støvet ham af.
ajEva Jørhoh
‘Den tredje kultur’ - Sokal, postmo­ netop er en af Jean-Franfois Lyotards poin­
dernisme og kaos. 1980’erne og 90’erne ter i bogen La condition postmoderne (1979,
har har således været kendetegnet ved mere Viden og det postmoderne samfund). Og i
udbredte tiltag i retning af at forene de to øvrigt mener de fleste naturvidenskabsfolk,
adskilte kulturer i en såkaldtTredje Kultur. at humanisterne læser naturvidenskabelige
Man skal nok være varsom med at henvise fremstillinger, som en vis herre læser Bibe­
til Tor Nørretranders’ kuldsejlede Mind- len.
ship-projekt på Holmen, men dette kultur­ Den nærmest tragikomiske Sokal-affære
byarrangement var netop et eksempel, er et sørgeligt vidnesbyrd om, hvor galt det
blandt mange andre, på aktuelle forsøg på at kan gå, når humanister kaster sig over noget,
(gen)forene kunst, humaniora og naturvi­ de ikke har forstand på, og finder “belæg”
denskab. for deres egne radikale teorier i naturviden­
Tidens løsen er ikke længere adskillelse skaberne.
og atomisering, men holisme. I en videnska­ Alan D. Sokal, der er professor i fysik
belig kontekst ytrer det sig som overskri­ ved New Yorks Universitet, skrev en artikel
delse af faggrænser. Ja, så vidt går det, at selv med den indbydende titel “Transgressing the
den store mur mellem humaniora og natur­ Boundaries :Towards aTransformative
videnskaber nu antastes fra forskelligt hold - Hermeneutics of Quantum Gravity” (dvs.
og med større eller mindre lødighed. noget i retning af“Overskridelse af græn­
‘Forbrødringen’ udspiller sig fortrinsvis serne: på vej mod en transformativ kvante-
på baggrund af humanioras postmoderne gravitets hermeneutik”!). Han sendte artik­
teoridannelser og naturvidenskabernes len til det ansete tidsskrift SocialText, der
kaos- og katastrofeteorier, men også kvante­ bragte den i sit forårs/sommer nummer
fysikken inddrages gerne. Det er især 1996. Det skulle de aldrig have gjort, for
humanisterne, der finder deres egne fore­ Sokal afslørede senere, at artiklen var det
stillinger om genstandsverdenens sproglig­ rene sludder, som han havde forfattet netop
hed bekræftet af de strømninger i naturvi­ i den hensigt at udstille og latterliggøre den
denskaberne, som i lige linje fra bl.a. Bohr måde, hvorpå humanister angiveligt har til­
og Heisenberg påpeger, hvordan de formler, egnet sig, men fuldstændig misforstået, na­
hvormed naturvidenskaberne søger at gribe turvidenskabeligt stof - og det veritable
naturen, ikke siger noget om naturen, men vrøvl, der er kommet ud af deres fejllæs­
kun om matematikken og geometrien selv, i ninger.
en uendelig selvrefererende sløjfe. I den karakteristiske humaniora-akademi­
Ikke alle naturvidenskabsfolk er lige be­ ske jargon, som Sokal imiterer til perfek­
gejstrede for humanisternes omfavnelse. De tion, giver han i artiklen bl.a. udtryk for det
fleste mener ikke, at de har noget at lære al synspunkt, at...
hverken kunsten eller de humanistiske stu­
dier, og især mener de ikke, at man - som ... dybe begrebsmæssige skift i det ty­
flere postmoderne tænkere gør - kan sætte vende århundredes videnskab har under­
spørgsmålstegn ved den fysiske verdens ek­ mineret den cartesiansk-newtonske me­
sistens. I så fald ville jo hele grundlaget for tafysik. (...) Det er således blevet stadig
naturvidenskaberne skride og erstattes af mere klart, at den fysiske “virkelighed”
lige-gyldige eller lige-værdige sprogspil - ikke mindre end den samfundsmæssige
hvilket, i parentes bemærket, i store træk “virkelighed” i grunden er en samfunds- 141
Filmæstetik og kvantemekanik
mæssig og sproglig konstruktion, at vi­ vede at leve op til nogen som helst krite­
denskabelig “erkendelse” langtfra at være rier for evidens eller logik.
objektiv genspejler og er kodet af her­
skende ideologier og magtrelationer i den Når jeg omtaler Sokal-affæren her, er det
kultur, der producerer den, at videnskab­ dels fordi den vækker til eftertanke og til
ens hævdelse af sandhed er snævert for­ tulde illustrerer, hvor farligt det kan være at
bundet med teori og er selvreferentiel, begive sig ind på faglige områder, som man
og følgelig at det videnskabelige fælles­ ikke har de rette forudsætninger for at for­
skabs diskurs til trods for al dets stå. Men også fordi jeg gerne vil fremhæve,
unægtelige værdi ikke kan gøre krav på hvorved mit eget projekt adskiller sig fra de
en privilegeret epistemologisk status i humanistiske læsninger af naturvidenska­
forhold til mod-hegemoniske fortællin­ ben, som Sokal gør til grin. Uanset Sokal-af­
ger, der udgår Ira dissiderende eller færen mener jeg nemlig stadig, der kan være
marginaliserede fællesskaber. mening i at vove sig ind på fremmed territo­
rium. Det gælder blot om at træde varsomt
Netop denne passage fra artiklen er for­ og undlade at brede indsigter opnået vedro­
fattet al Sokal selv, men hans ironi bliver rende eksempelvis det subatomare felt ud
ikke mindre af, at han har flettet en skov af til verden generelt. At kvanteverdenen er
autentiske citater fra psykologer, antropolo­ kendetegnet ved ubestemthed og komple­
ger, feminister, ja sågar filmteoretikere, der mentaritet, er ikke ensbetydende med, at re­
har forlæst sig på naturvidenskabelige em­ sten af verden også er det. Specialiserede na­
ner, ind i sin artikel. Vi finder bl.a. referen­ turvidenskabelige indsigter kan ikke uden
cer til Lacan, Serres,Virilio, Derrida, Lyotard videre generaliseres til verden i almindelig­
med mange andre, der citeres indforstået hed. 1 den aktuelle tredje kulturs eufori kan
approberende af Sokal. der være god grund til at slå koldt vand i
Sidenhen åbenbarede Sokal som nævnt, blodet. Niels Bohr var ikke postmodernist!
at hans hensigt med denne ‘falske’ artikel Jeg vil derimod karakterisere ham som
simpelthen var at afsløre, hvor lidt humani­ en i erkendelsesmæssig forstand moderne
ster i grunden har forstået af de naturviden­ tænker. Og hermed nærmer vi os kernen i
skabelige pointer, som de rask væk annek­ mit projekt, der søger at anskueliggøre,
terer - og i så henseende var det jo en pointe hvordan såvel naturvidenskab som filosofi
i sig selv, at det ansete tidsskrifts redaktører i og kunst tænker inden for overordnede
det hele taget antog artiklen, uden at have tværgående rammer, som jeg med et lån fra
forstået, at den var det rene vrøvl. Som Michel Foucault har kaldt arkiver. Man kan
Sokal selv skriver i et senere offentliggjort også udtrykke det sådan, at jeg samtænker
efterskrift: lilmæstetik og naturvidenskab inden for
rammerne af (en tillempet version al) Mi­
Jeg organiserede artiklen omkring de chel Foucaults arkæologiske metode. Ar­
mest tåbelige citater vedrørende matema­ kæologi skal altså her ikke forstås i den nor­
tik og fysik fra de mest prominente aka­ male betydning. Filmens arkæologi har intet
demikere, og jeg opfandt en argumenta­ med potteskår eller hengemte filmruller at
tion, der hyldede dem og kombinerede gøre. Derimod påpeger den, hvordan også
deres argumenter. Det var let nok, efter- filmæstetikken er indskrevet i overordnede
142 som min argumentationsform ikke behø­ konfigurationsmodeller, arkiver, som den
af Eva Jørholt
deler med bl.a. naturvidenskaberne. tryk for en erkendelsessituation. Lad mig
kort skitsere, hvordan jeg selv mener, at den
Arkæologi og kundskabens enhed. kundskabens enhed, som Bohr taler om,
Mit eget, arkæologiske, bud på en samtænk­ kan danne grundlag for en anvendelse af
ning af film videnskabelige og naturviden­ bl.a. kvantefysiske begreber i filmvidenska­
skabelige problemstillinger følger ikke de ben. Løsenet er som sagt arkiv-tænkningen,
aktuelle strømninger i filmvidenskaben, der ikke håndfast overfører indsigter fra ét
men er til gengæld i pagt med Niels Bohrs vidensområde til andre, men tværtimod sø­
forestillinger om kundskabens enhed. I et ger at fremdrage et fælles erkendelsesmæs­
foredrag med netop denne overskrift, som sigt eller epistemologisk grundlag for disse
han holdt i 1954, sagde Bohr bl.a.: traditionelt adskilte vidensområder.
Jeg opererer kort fortalt med tre arkiver,
Sammenhængen mellem vore udtryk­ som adskiller sig fra hinanden ved den
smidler og det erfaringsområde vi har at måde, hvorpå de tænker relationen mellem
gøre med stiller os umiddelbart over tor subjekt og objekt. I det klassiske arkiv tæn­
forholdet mellem videnskab og kunst. ker man subjekt og objekt som radikalt ad­
[...] skilte størrelser, men beskæftiger sig hoved­
Ved en sammenligning mellem viden­ sagelig med objektpolen, med genstands­
skab 05 kunst må vi selvfølgelig ikke verdenen, som man opfatter som et gud­
glemme, at vi i den forste har at gøre med dommeligt urværk, der kan beskrives trans­
et systematisk samarbejde på at forøge er­ parent og værdifrit. Det moderne arkiv op­
faringerne og udvikle hensigtsmæssige fatter ligeledes subjekt og objekt som radi­
begreber for deres ordning, der ligner kalt adskilte størrelser, men fokuserer i
indsamlingen og tilpasningen af sten til en modsætning til det klassiske på subjekt-
bygning, medens det ved den sidste dre­ polen. 1 det moderne arkiv problematiseres
jer sig om mere individuelle bestræbelser erkendelsen, i den forstand at det betones,
på at fremkalde følelser som genkalder hvordan vi intet kan vide om genstands­
helheden af vor situation. Vi står her ved verdenen selv, den kantianske Ding an sich,
et punkt, hvor spørgsmålet om kundska­ men alene kan kende vore egne forestillin­
bens enhed åbenbart er flertydigt, lige­ ger om verden. Jeg skal behandle såvel det
som selve ordet “sandhed”. Også ved tale klassiske som det moderne arkivs tænkning
om åndelige og kulturelle værdier bliver mere udforligt om lidt, men skal blot lige
vi mindet om erkendelsesproblemer for­ omtale også det tredje og sidste arkiv, som
bundet med balancen mellem vort ønske jeg har benævnt det eksistentielle. Her sam­
om et altomfattende syn på livet i dets tænkes subjekt og objekt i en dialog. Vi er en
mangfoldighed og vore muligheder for at del af verden og verden en del afos. I denne
udtrykke os på logisk modsigelsesfri tænkning bliver kroppen, sansningen, der
måde. (Bohr 1958, 96-97) netop kan defineres som en udveksling
mellem os og verden, derfor uhyre central.
Citatet er interessant, fordi Bohr her dels Jeg vil gerne fremhæve, at arkiverne, som
påpeger, hvordan kunst og videnskab natur­ jeg beskriver dem her, er ideal­
ligvis er forskellige, men samtidig fremhæ­ konstruktioner, i den forstand at de alle tre
ver, hvordan de forenes i det forhold, at er kendetegnet ved indre spændinger, og i
begge på den ene eller den anden led er ud­ langt de fleste tilfælde vil der være tale om, 143
Filmæstetik og kvantemekanik
at givne diskurser skræver over flere arkiver ske klokkeværk. Intet er overflødigt. Alle
på én gang. Det gør dog i mine øjne ikke ar­ dele er signifikante og interagerer i overens­
kiverne mindre velegnede i forhold til en stemmelse med en kausal logik. I denne
epistemologisk forståelse af i dette tilfælde tænkning er såvel rum som tid absolutte.
filmene. De er overordnede modeller, som Begge er tomme kar, hvori begivenhederne
de enkelte film forholder sig til, og som udspiller sig. Og mennesket har ingen ind­
analytikeren ikke mindst kan holde de en­ flydelse på nogen af dem. Rummet er tredi­
kelte film op imod. mensionalt og statisk, og tiden går bare sin
Også filmæstetikken indskriver sig nem­ lineære og kronologiske gang.
lig i disse tre overordnede arkiver, således at Kausalitet, kontinuitet og linearitet er
vi får tre grundlæggende filmiske udtryks­ nøgleord for det klassiske arkivs verdens­
former : en klassisk, en moderne og en eksi­ forståelse. Og fordi det klassiske urværk
stentiel, der adskiller sig fra hinanden, som opfører sig i overensstemmelse med en
de tre arkiver de tilhorer, adskiller sig fra guddommelig fornuft, bliver det også i sin
hinanden, men som på den anden side i essens forudsigeligt. Det er blot et spørgs­
grundlæggende erkendelsesmæssige for­ mål om at kende alle parametre - så vil man
hold udviser korrespondenser med andre i princippet kunne forudsige verdens gang i
vidensområder inden for de enkelte arkiver. al evighed.
I denne sammenhæng er pointen, at kvante­ I den klassiske tankegang forestiller man
mekanikken og den moderne film begge sig, at repræsentationen udspringer af ver­
‘tænker’ inden for rammerne af det moder­ den selv. Newton har udtalt, at matematik­
ne arkiv, hvorfor det bliver muligt at sam­ ken er naturens eget sprog, men også på an­
menstille dem på dette arkæologiske grund­ dre områder - som f.eks. kunstens - er den
lag. almindelige opfattelse den, at man kan re­
præsentere verden, som den er, dvs. uden at
Det klassiske arkiv og dets film. Før jeg det repræsenterende subjekt eller det
kaster mig ud i en arkæologisk sammenfø­ sprog, man repræsenterer verden i, tænkes
ring af kvantefysik og moderne filmæstetik, at fortegne det repræsenterede. Verden taler
vil jeg indledningsvis skitsere grundtankerne ikke alene i matematiske formler og taxono-
i det, jeg har kaldt det klassiske arkiv. miske tabeller, men tillige igennem den rea­
Det klassiske arkiv bygger som nævnt på listiske og den naturalistiske romans verbal-
en radikal adskillelse af subjekt og objekt. sprog, der tænkes fuldkomment transpa­
Ikke desto mindre kan det klassiske menne­ rent. Jvf. hvordan Balzac opfattede sig som
ske godt kende til verdens indretning, fordi ‘Historiens sekretær’, og Zola så sig selv
en helt igennem pålidelig Gud står som ga­ som en blankpudset rude.
rant såvel for verdens lovmæssighed som Jeg vil ikke bruge nævneværdigt krudt på
for den menneskelige fornuft. Inden for at demonstrere, at kontinuitet, kausalitet og
rammerne af det klassiske arkiv, som det re­ linearitet er nøgleord også for den klassiske
præsenteres af Descartes inden for filoso­ narrative film - dvs. den klassiske Holly­
fien og af Newtons mekaniske fysik på fysik­ woodfilm, filmens‘normalsprog’, main-
kens område, tænker man sig verden som et streamfilmen. Det kan man læse så mange
guddommeligt urværk. Hvert eneste af ver­ steder. Men jeg mener altså, at den klassiske
dens elementer har sin plads og sin funk­ film med fordel kan betragtes netop som en
144 tion, nærmest som tandhjul i dette giganti­ slags filmisk fortællemaskine. Dens narra-
af Eva Jørholt
tive urværk fremstår, som korte det af sig shot’et. Den klassiske film indeholder fak­
selv i kraft afen iboende kausal logik, drevet tisk uendeligt få rene POV-shots. Den fore­
af de diegetiske personers begær. Repræ­ trækker at benytte over-the-shoulder-shots,
sentationen, eller diskursen, ‘følger bare hvor vi ser fra en eller anden anonym posi­
diegesen’ - jvf. hvordan Griffith grundlagde tion lige bag personen. I den klassiske film
dette klassiske filmsprog ud fra en filosofi opsluges det subjektive over en bred bank i
om, at en scenes indhold skulle diktere en overgribende objektivitet. Der er højst
dens fremstilling. Den klassiske film fore­ tale om semi- eller pseudosubjektivitet, der
giver at gengive et præeksisterende univers har samme narrative formål som alt andet i
og simpelthen følge de handlinger, der den klassiske film, nemlig at fungere som
måtte udspille sig i det. Sådan forholder det plotpragmatiske tandhjul i det narrative ur­
sig naturligvis ikke ‘i virkeligheden’, men det værk, Og netop fordi den klassiske film op­
er sådan, den klassiske film ønsker at frem­ fører sig som et - i det store og hele - påli­
stå. Og derfor bliver den klassiske films deligt urværk, er den hypoteseopstilling og
‘sprog’ så usynligt, som det påpeges fra -afprøvning, som David Bordwell udpeger
mange hold i filmvidenskaben. Den arkæo­ som tilskuerens vigtigste aktivitet, en adæ­
logiske metode kan med andre ord begribe kvat indfaldsvinkel til den klassiske film.
den klassiske films transparens i et større, Dét bringer os over i en diskussion af
erkendelsesteoretisk perspektiv, der ser fil­ fortællerinstansen. I filmteorien - og
men i forhold til det arkiv, den tilhører. På fortælleteorien i bredere forstand - er
den baggrund kan bl.a. den mekaniske fysik fortællerbegrebet en omdiskuteret stør­
bidrage til en ny type forståelse af nogle af relse, der går under mange forskellige
de problemstillinger, som filmvidenskaben navne. Senest har David Bordwell tordnet, at
tumler med vedrørende den klassiske lilm. den filmiske narration i sin essens er ikke-
Den arkæologiske indfaldsvinkel kan f.eks. antropomorf (Bordwell 1985, 1 1-12), og at
kaste nyt lys dels over den standende debat det er uhensigtsmæssigt at antropomorfice-
vedrørende den filmiske fortællerrolle dels re den og i det hele taget tale om en fortæl­
over spørgsmålet om filmisk subjektivitet - ler. Bordwell taler generelt, men så vidt jeg
eller rettere: manglen på samme - i den kan se, er hans kritik kun gyldig for den
klassiske film. klassiske film. Den klassiske synes nemlig
Den klassiske film er meget tilbagehol­ sammenholdt af en ikke-antropomorf in­
dende med enhver form for subjektive ud­ stans, som jeg i overensstemmelse med
tryk. Hele eller dele af filmen kan ganske tænkningen i det klassiske arkiv i øvrigt har
vist være personalt fortalt; der kan optræde kaldt‘den guddommelige designer’. En in­
drømme og flashbacks; og i de såkaldte sub­ stans, som står uden for det skildrede uni­
jektive POV-shots kan kameraet låne perso­ vers; som ikke træder frem; og som har
nernes blik. Men ser man nærmere efter, er overmenneskelige, olympiske egenskaber,
ingen af disse subjektive instanser i virkelig­ hvad angår overblik over tid og sted. Den
heden særlig subjektive. De passager af en guddommelige designer kan suverænt ud­
klassisk film, som måtte være udlagt til per­ pege og fremhæve de mest signifikante ele­
sonerne, viser sig at indeholde elementer, menter i historien, simpelthen fordi‘den’ er
som personerne ikke kan kende til, og være alvidende på en måde, som ikke er menne­
fortalt fra vinkler, som ikke er de fortæl­ sker beskåret.
lende personers. Tilsvarende med POV- Netop det forhold, at den klassiske films 145
Filmæstetik og kvantemekanik
narrative instans er en sådan ikke-antropo- strerer, beskriver og klassificerer, men tager
morf guddommelig designer, letter tilsku­ ikke stilling!
erens identifikation med diegesens personer. Det moderne arkiv fokuserer i modsæt­
I den ikke-antropomorfe narration er der ning til det klassiske på subjektpolen. Alle
ikke noget, der hindrer tilskuerens adgang erkendelsesproblematiserende tænkere er
til den diegetiske verden. I det øjeblik, deri­ ikke lige radikale, men grundtanken i den
mod, hvor den narrative instans antager an­ moderne tænkning er, at såvel verdens or­
tropomorf karakter, hvor fortællingen bli­ den som den guddommelige garant i bund
ver essentielt subjektiv, da er det ikke læn­ og grund blot er menneskelige ønske­
gere så let at identificere sig med diegesens forestillinger, som vi presser ned over ver­
personer. Den antropomorfe fortæller den - uden at vide, hvordan verden rent fak­
blokerer for indlevelsen. Dét er netop til­ tisk måtte hænge sammen eller ej.
fældet i moderne film, der for en arkæolo­ Rum og tid er ikke længere absolutter,
gisk betragtning ikke tænker analogt med men kan antage mange forskellige former,
den mekaniske fysik, men derimod udviser ligesom kausalitet, kontinuitet og linearitet
erkendelsesmæssige analogier med bl.a. blot opfattes som mulige måder at forstå
kvantefysikken. verden på - blandt en række andre. Disse
andre er måske ikke pragmatiske endsige
Moderne fysik, filosofi og film. Den fi­ hensigtsmæssige at operere med i dagligda­
losofiske grundstamme i det moderne arkiv gen, på samme måde som netop kausalitet,
udgores af de erkendelsesproblematise­ kontinuitet og linearitet er det, men i en ra­
rende filosoffer - fra Humes underminering dikal moderne tankegang er akausalitet, dis­
af kausalitetsbegrebet og Kants placering af kontinuitet og non-linearitet ligeværdige
verdens lovmæssighed i den rene fornuft, bud på verdens indretning.
over Nietzsches oplosning af enhver form På det naturvidenskabelige område er det
for sandhed i en generaliseret perspekti­ især netop kvantemekanikken - i forening
visme, og helt frem til de nietzscheansk in­ med Einsteins relativitetsteorier -, der teg­
spirerede postmoderne tænkere, som Sokal ner det moderne arkiv. I forhold til de min­
ironiserer over. Med deres altovervejende dre end mikroskopiske størrelser, som
relativisme og problematisering af vor til­ kvantefysikerne arbejder med, må de se i øj­
gang til genstandsverdenen indskriver også nene, at det ikke kan undgås, at det appara­
de sig i det moderne arkiv. tur, de bruger til at måle på de subatomare
For jeg går videre, vil det være på sin elementer, påvirker disses opforsel. Målin­
plads at fremhæve, at jeg med min arkæolo­ gerne kan altså kun vise, hvordan elemen­
giske indfaldsvinkel ikke tager stilling til, terne opforer sig, når fysikerne måler på
hvorvidt de tanker, jeg omtaler, er rigtige el­ dem, ikke hvordan de opforer sig, når der
ler forkerte, rimelige eller urimelige. Den ikke måles på dem. Dét er essensen i Wer­
arkæologiske metode bestræber sig således ner Heisenbergs ubestemthedsprincip, der
på den rene komparative beskrivelse. Det altså fremhæver den subatomare verdens
kan således godt være, at eksempelvis Sok­ utilgængelighed for den menneskelige er­
als skydeskiver er langt ude i hampen, men kendelse. Denne fundamentale ubestemt­
det forhindrer ikke, at de faktisk tænker, hed bevirker, at undersøgelsesresultaterne i
som de nu tænker. Og det er udelukkende vidt omfang kommer til at svare til de
146 dét, der interesserer arkæologien. Den regi­ spørgsmål, som atomfysikerne stiller natu-
af Eva Jørholt
ren. Måler man på lyset i den forventning, at bølge og partikel på én gang, men Bohr
det har bølgekarakter, opfører det sig som hævder, at vi er nødt til at forstå lyset som
bølger. Måler man derimod på det i den for­ begge dele. De to begreber - bølge og parti­
ventning, at det har partikelkarakter, har det kel - udelukker hinanden, samtidig med at
partikelkarakter. de supplerer hinanden i vor forståelse af ly­
Heisenberg trak de erkendelsesmæssige sets karakter. Virkeligheden - ikke mindst
implikationer i disse særegne betingelser for den subatomare - er i Bohrs forståelse for
atomfysikken skarpt op, da han formulerede kompleks til uden videre at lade sig ind­
det statement, som blev citeret i Twin Feaks: ordne under entydige begrebsklassifika­
“Hvad vi iagttager er ikke selve naturen, men tioner. Virkeligheden ikke blot kan skræve
naturen udsat for vore forhørsmetoder.” Og over flere kategorier på én gang, ifolge Bohr
Bohr har sågar udtrykt tvivl vedrørende gør den det nødvendigvis, fordi kategorierne
kvanteverdenens eksistens: “Der findes in­ ikke er verdens egne. Vil vi have et mere nu­
gen kvanteverden. Der findes kun en ab­ anceret billede af verden, må vi derfor tage
strakt kvantefysisk beskrivelse. Det er for­ tiere hinanden udelukkende og supple­
kert at tro, at fysikkens opgave er at finde ud rende begreber i brug på én gang. Dette er
af, hvordan naturen er. Fysikken drejer sig essensen i komplementaritetsteorien, der
om, hvad vi kan sige om naturen.” (Bohr altså er udviklet specifikt med henblik på
1958: 57) Dermed problematiseres altså i subatomare forhold, men som Bohr som
samme bevægelse også repræsentationen. nævnt selv bredte ud også til andre områ­
For Bohr udspringer sproget ikke af verden der.
selv - tværtimod fremtræder den subatom- Kvantemekanikken bryder tillige med
are verden for kvantefysikerne inden for den klassiske forestilling om et absolut rum,
rammerne af de sproglige kategorier, de sø­ der er kontinuert og beregneligt. Det sub­
ger at indpasse den i. atomare rum er præget af diskontinuerte og
Det er spidsformuleringer som de netop uforudsigelige kvantespring. Et kvant bevæ­
citerede fra Bohr og Heisenberg, visse hu­ ger sig ikke kontinuert over en strækning,
manister har løftet ud af atomfysikken og som kan inddeles i stadig mindre stykker,
gjort til generelle betragtninger om vort men befinder sig på helt uberegnelig vis i
forhold til verden i almindelighed. Det kan det ene øjeblik i én position, i det næste i en
man naturligvis ikke. Man kan derimod på­ anden. At kvantespringet er udeleligt, inde­
pege, hvordan disse indsigter fra det speci­ bærer en ny opfattelse af rums og
fikt atomfysiske område er i pagt med den strækningers karakter. Rummet er altså ikke
erkendelsesproblematiserende filosofi, der absolut.
imidlertid taler mere generelt, end selv Videre bryder kvantemekanikken med
atomfysikerne kan være med til. den klassiske fysiks lokalitetstænkning og
Et andet væsentligt begreb i kvantemeka­ introducerer begrebet ‘ikke-lokalitet’. Ikke­
nikken er Bohrs komplementaritetsteori. lokalitet vil sige, at to systemer, to partikler
Den bygger videre på Heisenbergs ube­ e.l. kan påvirke hinanden og interagere selv
stemthedsprincip og hævder i sin essens, at over meget store afstande, hvorved mulig­
vi kan være nødt til at beskrive fænomener hederne for at kalkulere deres opførsel
ved hjælp af flere begreber, der for en selvsagt reduceres væsentligt.
umiddelbar betragtning udelukker hinan­ Med ikke-lokaliteten anfægtes også
den. F.eks. lyset. Det kan ikke være både årsagsbegrebet. I kvante-universet kan man 147