Edda Snorra Sturlusonar

343 Pages·1931·27.387 MB·Danish, Old Icelandic

by  Finnur Jónsson

I
SNORRA EDDA
8Pi I
S
AO
EDDA
STURLUSONAR
SNORRA
UDGIVET EFTER HÅNDSKRIFTERNE
AF
KOMMISSIONEN FOR
DET ARNAMAGNÆANSKE LEGAT
VED
FINNUR JÓNSSON
A
rZ.
m
—
GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
KØBENHAVN - MCMXXXI
*_fic'iyAi i ir"i A
MED TILSKUD AF CARLSBERGFONDET
J.JØRGENSENACO.* IVARJANTZEN
Det er nu over 100 år, siden Kommissionen begyndte for¬
arbejderne til den kritiske udgave af Snorre Sturlusons
ene hovedværk, Eddaen, om hvilken det med fuld ret hedder
i fortalen til 1. bind (1848): »Sive enim ætatem hujus operis,
sive nornen celeberrimum Snorrii Sturlæi . . sive gravitatem
libri spectes, inter literarum septentrionalium monumenta
insignem semper locum tenuit et digne tenebit«, hvorefter
værkets betydning nærmere fremhæves og indholdet belyses.
Udgaven blev, af forskellige grunde, først afsluttet ved ud¬
givelsen af 3. binds sidste halvdel 1887. Imidlertid var de to
første bind (1848 og 1852) forlængst udsolgte, og der var ikke
i mellemtiden kommen nogen ny udgave med tilhørende
kritisk apparat. En sådan har således længe været savnet.
Kommissionen har derfor ment, at en ny kritisk udgave
ikke godt kunde opsættes længere, og da der ikke var udsigt
til, at en sådan vilde blive besörget af andre, mente den selv
at måtte påtage sig denne opgave. Denne nye udgave måtte
blive meget forskellig fra den gamle. Den latinske oversæt¬
telse, der altid vil beholde sit værd, var det ikke nødvendigt
at genoptrykke. Den vil dog kunne benyttes af enhver, der
måtte ønske at ty til den. Den foreliggende nye udgave led¬
sages af fuldstændig variantsamling, hvad der ikke var til¬
fældet med den gamle, især ikke med hensyn til Upsala-
håndskriftet, og den vil således give en nemmere oversigt
over de enkelte afvigelser. løvrigt har udgiveren, Kommis¬
sionens formand, prof. F. Jónsson i indledningen gjort rede
for håndskrifterne, forholdet mellem disse og for udgaven i
det hele.
Det stof,som håndskrifterne byder udover Eddaens egenlige
indhold, var der ingen grund til her at medtage. Det er ud¬
givet i bind II og andre steder, de fire grammatiske afhand¬
linger i »Islands grammatiske litteratur« (1884—86), og i 1924
udgav Kommissionen det eneste håndskrift, der ikke med¬
toges i II. bind, codex Wormianus.
Nye håndskrifter erikke bleven fremdragne,undtagenpapirs¬
afskriften i Utrecht, der gengiver et tabt gammelt håndskrift.
Fra det hidrører de varianter, der i den gamle udgave beteg¬
nedes ved »Wchart«. Her er det helt igennem benyttet (jfr.
indledningen).
Verstolkning har man ment her at kunne udelade, da alle
versene i Skáldskaparmál, samt Håttatal, er udgivne med
tolkning i »Den norsk-islandske skjaldedigtning«.'
Kommissionen udtaler til slutning sin varme tak til Carls-
bergfondets direktion for det betydelige bidrag, den har ydet
til denne udgaves fremkomst.
København, i december 1930.
Johannes C. H. R. Steenstrup. Finnur Jónsson.
Verner Dahlerup. Svend Dahl. Poul Johs. Jorgensen.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Indledning I—LIX
Prologus 1—7
Gylfaginning 8—77
K. 1—3. Kong Gylfe 8—10
4. Den höjeste gud. Verden 10-12
5. Ginnungagap. Ymer. Verdens tilblivelse.. 12—15
6. Jorden. Nat og Dag. Sol og Måne. Bivröst 15—20
7. Guldalder. Dværge 20—21
8. Yggdrasill 22—25
- 9—10. Gudeboliger. Vinden. Sommer. Vinter 25—27
- 11—12. Odin. Tor. Njord 27—31
13. Freyr. Freyja. Tyr 31—32
14. Bragi 32
15. Heimdallr 32—33
16. Vidar 33
17. Ale. Ullr . 33
18. Forsete 33—34
—19. Loke 34
- 20 21. Hel. Fenrir 34—38
22. Gudinderne 38-40
23. Gerd. Freyr 40—41
- 24—25. Valhal. Bygmesteren 42—47
- 26—31. Skidbladnir. Tors færd til Utgårdsloke ... 47—61
32. Tor og Midgårdsormen 61—63
- 33—35. Balder. Hans død 63—68
36. Lokes straf 68—70
- 37—40. Ragnarok 70—75
—41. Genfødelsen 75-76
-
42 43. Slutning 76-77
Ská1dskaparmå1 78—212
K. —1. Ægir hos aserne 78
2 3. Odin og Tjaze. Skade 78—81
—
3—6. Skjaldemjöden 82-85
7 8. Skjaldesprog. Unge skjalde 85—86
9. Trojanerne og aser 87—88
10. Odins kenninger 88—92
11. Skjaldskabs kenninger 92—94
—
12. Tors 94—97
—
13. Balders 97
—
14. Njords 97
—
15. Freys 98
16. Heimdalls —— 98—99
17. Tys — 99
18. Brages — 99
19. Vidars — 99
20. Våles — 99
21. Höds — 99
22. Ulls — 99
23. Höners — 99—100
24. Lokes 100
K.25—26. Tor og Hrungnir 100—105
27. Tor og Geirröd 105—110
28. Friggs kenn—inger 110
29. Freyjas — 110
30. Sifs — 110
31. Iduns — 110—113
32. Himlens 113-115
—
33. Jordens — 115—116
34. Havets — 116—118
35. Solens 118
36. Vindens —— 118
37. Ildens 118
—
38. Vinterens 119
—
39. Sommerens; 119
40. Mandens og kvindens kenninger 119—120
41. Guldets kenninger 120
42. Guld = Ægirs ild 121
43. Guld Glasis löv 122
44. Guld = Sifs hår 122—125
45. Guld = Freyjas gråd 125—126
46. Guld = jætters mål.. 126
- 47—52. Guld odderbod. Gjukungesagnet 126—134
53. Guld = Frodes mel. Grotte 135—138
- 54—55. Guld =— Krakes sæd 139—142
56. Guld Hölges hðjtag 142-143
57. Guldkenninger (Bjarkemål) 143-144
58. Mand guldbryder 145
59. Kvindekenninger 145—147
—
60. Mands 147—148
—
61. Kamp 148-149
- 62-63. Våben - Kampkenninger (Hjadnin-
gerne) 149-156
64. Skibskenninger . 156—158
—
65. Kristus 158—159
—
66. Hövdinge 160—164
67. Skjaldskabsbenævnelser 164-165
68. Guders navne 165—166
—
69. Himlens — 166
70. Månens 167
- —
71. Jordens 167—168
—
72. Ulvens 168—169
73. Hjortens — 169
74. Hestenavne,slangens,kvægets,fårets,svinets 169—171
75. Luft og vinde 171
76. Rovfuglenavne 171-173
—
77. Havets 173—177
—
78. Ildens 177—178
—
79. Tidens 179
80. Mandens, Fyrstens navne 179-181
—81. Halfdan d. gamle og hans sönner 181—185
- 82 85. Mænds navne 186-189
86. Kvinders navne 189—190
- 87—88. Legemsdeles navne (derundersjæl ogsind) 190—193
89. þulur 193—212
Håttatal : 213—52
I. digt 213-229
II. digt 229—243
III. digt 243-252
Fortegnelse over huller i U og B 253—54
Den lille Skålda 255—59
Register 260-73
Rettelser 274
INDLEDNING.
I.
Den første udgave af Snorre Sturlusons Edda var den, som
P. I. Resen besörgede i 1665 med dansk og latinsk oversæt¬
telse. Til grund for udgaven lå præsten Magnús Ólafsson til
Laufás’ (d. 1636) ejendommelige redaktion af værket, således
som det forelå i codex Wormianus, et håndskrift, som Magnús
havde haft til låns fra ejeren, Arngrímur Jónsson d.lærde. Den
oprindelige tekst i 2. hovedafsnit er her helt omredigeret. Ud¬
gaven er således ikke nogen udgåve af værket i egenlig forstand
(Håttatal er helt udeladt) Arne Magnusson dömte udgaven me¬
get strængt, menjrigtig. Håndskriftet var noget fuldstændigere,
da Magnús benyttede det.
Den anden udgave blev besörget af svenskeren J. Görans-
son 1746 med en forskruet titel med svensk og latinsk over¬
sættelse. Bogen indeholder dog kun Gylfaginning og beror natur¬
ligvis på Upsalahåndskriftet.
Den tredje udgave er R. Rasks, trykt i Stockholm 1818.
Den indeholder hele værket tilligemed de i cod. Worm, inde¬
holdte rhetorisk-grammatiske afhandlinger m. m. Udgavens
grundlag var en afskrift af codex regius, der dengang var for¬
svunden, under benyttelse af og med varianter fra andre hånd¬
skrifter, især cod. Worm, og Upsalahds. Udgaven var for sin
tid meget god, men nogen afsluttende kritisk udgave var den
ikke.
Det var naturligt, at man, da man var ifærd med at afslutte
den store udgave af »Sæmunds Edda«, kom til al tænke på den
anden Edda, Snorres. Allerede 1826 er der forhandling i den
Arnamagnæanske kommission om en udgave deraf. I 1829 lover
F. Magnússon, som var et megét virksomt medlem af Kommis¬
sionen, »at foreslå arbejdet ved udgivelsen af Snorra Edda med
II SNORRA EDDA
Skálda og selv forfatte oversættelsen af dette store værk«, mod
at blive valgt til sekretær. 1830 (is/a) er »forarbejderne til den
yngre Gddas udgivelse begyndt«. Man arbejdede imidlertid på
en ret mærkelig måde. Man fik cod. regius til låns over i Ge-
heimearkivet og konfererede den med Rasks udgave (det gjorde
to Islændere). F. Magnússon meddeler, at han har købt på auk¬
tion et håndskrift, udarbejdet af Eggert Ólafsson, »af en længere,
hidindtil i den lærde verden ubenyttet recension«. Det er det
ene af de to »Hypnonesienses«, der i udgaven (1848) anføres
blandt variant-håndskrifter, men som i virkeligheden var ganske
værdiløst. Med kollationering gik det imidlertid noget langsomt
og uden rigtig plan. 1834 erklærer F. Magnússon, at han ikke
kan fuldføre arbejdet og har anmodet Sveinbjörn Egilsson om
at oversætte hele værket. Variantapparatet synes nu fuldført.
1835 blev Jón Sigurðsson stipendiarius og nu er der tale
omen nykollationering, som denne skal udføre under F. Magnús-
sons tilsyn. Svb. Egilsson påtager sig at oversætte værket, og
Jón Sigurðssons afskrifter af 748, 757 og lefl(748II) bliver ham
tilsendte 1838. 1843 meddeltes i Kommissionen et brev fra Svb.
Egilsson, med hvilket der fulgte »r—esten af tekst og oversættel¬
se«. —Men dette manuskript har man og da snarest Jón Sigurðs-
son ikke fundet tilfredsstillende, ti 1847 (i januar) meddeles,
at denne mener, at der skal »et meget betydeligt og møjsom¬
meligt arbejde, hvis den (udgaven) skal kunne svare til de for¬
dringer, der må göres til dette værk«, »på kollationeringen af
disse og øvrige håndskrifter og manuskriptets endelige revision
til trykken har han måttet anvende megen umage«, alt revide¬
res meget nöje, retskrivning, oversættelse, varianter osv., for at
det hele kan fremtræde som et harmonisk hele. Det lader dog
til, at trykningen allerede var begyndt. 1848 (i begyndelsen af
januar) er omtr. 30 ark færdige.
1848, i slutningen af året, udkom 1. del; fortalen er under¬
skrevet d. 29. december; faktisk er denne del vel udkommet
først i det følgende år. 2. del, indeholdende de 4 grammatiske
afhandlinger, samt en bogstavret udgave af Upsala-edda og de
andre håndskrifter (7481, 757, lej3= 748II m. m.) udkom 1852.
At det er Jón Sigurðsson, der har forestået udgivelsen, er hævet
over enhver tvivl. 3. binds 1. del, indeholdende en tolkning af
versene ved Svb. Egilsson og J. Sigurðsson, og Skåldatal med
skjaldenes biografier (ved J. Sigurðsson) udkom først 1881, den