Avantgardisten, mystikeren og ekspressionisten Harald Landt Momberg

38 Pages·2003·0.11 MB·Danish

Avantgardisten, mystikeren og ekspressionisten

Harald Landt Momberg

Hovedemne:
Harald Landt Mombergs skønlitterære forfatterskab og specifikt værket Rose Tid & Evighed (1969).

Delemner:
A: Mombergs forfatterskab belyst ud fra en diskussion af avantgardebegrebet
B: De Metafysiske aspekter i forfatterskabet belyst ud fra en diskussion af den teosofiske livsanskuelse - samt en
diskussion af de metafysiske aspekter i den tidlige non-figurative billedkunst med udgangspunkt i Malevich og
Kandinsky.

Skrevet af: Thomas B. Mikkelsen
Fag: Ekspressionisme på tværs
Vejleder: Anne Borup
i
Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse i
I: Indledning 1
II: Rose Tid og Evighed 2
Form og genre 2
Analyse af Rose Tid og Evighed 4
Parole 4
Den æstetiske forventningshorisont 6
Etude 8
Abstrakt komposition 10
Katekomb 14
Embryo 14
Ophøjet 15
Prosa 18
Dido 18
III: Avantgardebegrebet og avantgardisten Momberg 21
Peter Bürgers avantgardeteori 21
Kritik af Bürgers avantgardeteori 23
Mombergs avantgardisme 25
IV: Mysticisme og metafysik 26
Teosofi 26
Malevich og Kandinsky 28
V: Afslutning og konklusion 32
Litteraturliste 35

1
Rose Tid og Evighed

I: Indledning
Hovedemnet for denne opgave er Harald Landt Mombergs skønlitterære forfatterskab og
specifikt værket Rose Tid og Evighed (1969). Der er tale om et forfatterskab, som ofte er blevet
overset, og forskningsinteressen har da heller ikke været overvældende. Der findes således ikke
mange publicerede tekster om dette forfatterskab, som med sit europæiske snit ellers er med til at
placere den danske mellemkrigstids litteratur i en mere global kontekst. Momberg var en af de få
danske forfattere, som stod i tæt forbindelse med den tyske ekspressionisme. Sammen med Broby-
Johansen fik Momberg udgivet en række af sine digte i den tyske ekspressionismes hovedorgan,
Der Sturm. Alligevel blev Momberg totalt ignoreret af sin samtid, da han udgav de to værker Solen
går ned. Tre ekspressionistiske digte og Parole. 33 ekspressionistiske digte. Det var først, da Poul
Borum i 1969 gravede Momberg frem af glemslen, at Mombergs forfatterskab blev tillagt litterær
værdi. Der er således 47 års tavshed mellem Rose Tid og Evighed fra 1969 og Mombergs to
tidligere litterære værker, Solen går ned og Parole, begge fra 1922.
Udgangspunktet for opgaven vil blive en tekstanalyse af Rose Tid og Evighed. Det vil blive for
omfattende at medtage det tidlige værk Solen går ned. Tre ekspressionistiske digte, derfor vil jeg
ikke medtage dette værk i min analyse. Derimod vil jeg henvise til Grete Aabye Thomsens
afhandling En mand i sin tid. Fire kapitler om Harald Landt Momberg (1991), hvor dette værk
diskuteres grundigt. Analysen vil blive indledt af en teoretisk diskussion af de formelle og
genremæssige aspekter i forfatterskabet. Efter denne diskussion vil jeg fortsætte med en egentlig
analyse af Mombergs tekster. Da jeg vil henvise til en del kilder, som man ikke umiddelbart kan få
adgang til, vil dette kildemateriale blive vedlagt som bilag.
Momberg bliver af flere litteraturforskere betragtet som en fremsynet avantgardistisk
forfatter.1 Derfor vil et delemne i opgave være en diskussion af avantgardebegrebet i en europæisk
kontekst. Diskussionen vil tage udgangspunkt i Peter Bürgers værk Theorie der Avantgarde (1974)
samt det nyere værk af Richard Murphy, Theorizing the Avant-garde (1998). Afsnittet vil blive
afrundet af en diskussion af Mombergs avantgardisme.
Momberg beskæftiger sig med et metafysisk univers i sin digtning. Derfor vil et vigtigt
delemne være en diskussion af mysticismen og metafysikken i forfatterskabet. Da Momberg var
aktivt medlem af Teosofisk Samfund, vil jeg i denne forbindelse diskutere Mombergs forhold til

1 Ifølge forelæsning af Per Stounbjerg afholdt på Syddansk Universitet i Kolding d. 18.02.02.
2
teosofien. Momberg var optaget af den non-figurative malerkunst og hentede bl.a. inspiration hos
Malevich og Kandinsky. Den sidste del af opgaven vil derfor blive en diskussion af disse to
billedkunstnere og deres forhold til det religiøse og metafysiske. I diskussionen vil jeg inddrage Jan
Esmanns artikel Sort i sort – da Gud reinkarnerede i modernismen, udgivet i tidsskriftet Kritik nr.
119 samt Kandinskys lille skrift Om det åndelige i kunsten (1911).
Opgaven vil munde ud i en opsamling af de vigtigste resultater, som skal lede frem til den
endelige hovedkonklusion.

II: Rose Tid og Evighed

Form og genre
I det følgende afsnit vil jeg se på de formelle og genremæssige aspekter i Rose Tid og Evighed.
Formelt set var Momberg nemlig forud for sin tid. Parole var således i mange år noget af det mest
radikal eksperimenterende i dansk litteratur.2 Udgangspunktet for diskussionen er Carsten
Nicolaisens artikel Om form (1997). Diskussionen om de formelle og genremæssige aspekter vil
blive fulgt op af et analyseafsnit, hvor jeg mere dybdegående vil analysere Mombergs tekster.
Carsten Nicolaisen giver følgende definition af de litterære former: ”Formen i det litterære
værk træder frem, ved at det placeres i en større kulturel sammenhæng, for formen er de fælles
forestillinger om, hvordan et værk kan – eller skal – skrives eller læses.3
Mombergs digtning blev ikke accepteret i sin samtid, da Parole udkom første gang.
Gelsted kritiserede bl.a. digtene som urimeligt uforståelige i deres ”syntaktiske dekomposition.”4
Det var først 47 år senere, da en ny avantgarde havde gjort hans tekster læselige, at Mombergs
digtning blev taget alvorligt og vandt anerkendelse.5 Da Parole udkom i 1922, passede det altså
ikke ind samtidens større kulturelle sammenhæng. Formelt set var Momberg gået forud for sin
samtid.
Lydlighed og billedlighed spiller en stor rolle i Mombergs værk. Han henter således inspiration
fra to andre kunstarter – nemlig billedkunsten og musikken. Jeg vil senere i opgaven analysere disse
forhold dybere, men der er en pointe, som jeg i denne diskussion vedr. formen vil pege på. Carsten
Nicolaisen sammenligner nemlig i sin artikel om litterære former litteraturen med den abstrakte
billedkunst: ”Vi har den rent abstrakte billedkunst, der i en vis forstand kun er form – det

2 Ifølge forelæsning af Per Stounbjerg afholdt på Syddansk Universitet i Kolding d. 18.02.02.
3 Carsten Nicolaisen. In Lis Møller (red.) 1997: 193
4 Jf. brev fra Otto Gelsted til Momberg. Vedlagt som bilag.
5 Per Stounbjerg 2000: 1
3
referentielle mangler totalt. Men vi har så godt som ingen ”abstrakt” litteratur. Et par digte hist og
her, der er bygget op på rene nonsensord og som altså kun er et spil af lyd, er ikke mere end
snurrepiberier.”6 Mombergs digte er radikalt ikke-mimetiske, men de bevarer en referentiel
betydning. Det drejer sig om at befri ordet fra dets konventionelle betydning. Det litterære udtryk
må således være karakteriseret ved ikke at have lighed med den verden, vi kender.7 Ligesom den
abstrakte billedkunst arbejder Momberg derimod med materialitet. Per Stounbjerg skriver i en
artikel om Mombergs avantgardisme: ”Momberg drømte om genstandsløse digte, hvor kunsten
hviler i sig selv, og hvor idéforbindelser ikke påkaldes, digte, der ikke skulle beskrive oplevelser og
stemninger, men som skulle arbejde med lyrikkens materiale: rytme og ord.”8 Dette kommer bl.a. til
udtryk gennem det citat fra Faust, som Momberg sætter som indledning til Parole:

”Gewöhnlich glaubt der mensch, wenn er nur worte hört,
es müsse sich dabei doch auch was denken lassen.“
Mephistopheles9

I en upubliceret kunsthistorie skriver Momberg endvidere: ”Digtets værste fjender er betydningen
og syntaksen. Nogle af tidens digtere forsøger at frigøre sig herfra […] Lyrik udtrykker ikke tanker.
Hvor tvivlsomt det end er for prosasproget at skildre virkeligheden, så meget værre for poesien. Og
er der noget mere uvirkeligt end virkeligheden? At gå bag om virkeligheden er unyttigt for poesien.
Den er virkelighed i sig selv.”10 Men Momberg mener dog ikke, at en digter ikke må arbejde med
idéforbindelser, hvilket fremgår af følgende citat fra Mombergs upublicerede selvbiografi: ”Det må
han gøre, som det passer ham. Et maleri må også ”forestille” noget. Det udelukker imidlertid
forståelsen, hvis man går ud fra objektet […] Vi må opleve kunst kunstnerisk.”11
Momberg overskrider den lyriske genres begrænsninger, når han i sin digtning læner sig
radikalt op af den abstrakte malerkunst og bevidst skriver sig ind i et nyt tværæstetisk felt mellem
lyrik, musik og maleri. Dette kommer til udtryk i det førnævnte citat af Carsten Nicolaisen, hvor
han påpeger, at der næsten ikke findes abstrakt litteratur, der (som det er tilfældet med den abstrakte
billedkunst) udelukkende består af form. Sådan litteratur betegner han som ”snurrepiberier”, idet

6 Carsten Nicolaisen. In Lis Møller (red.) 1997: 191
7Claus Falkenstrøm 2001: 211
8 Per Stounbjerg 2000: 1
9 Dansk oversættelse: ”Så snart et menneske blot hører ord, / sædvanligvis han i sin uskyld tror / der må en tanke
bagved ordet være.”
10 Jf. Hans Henrik Schwab: Efterskrift til genudgivelsen af Parole, Politisk revy, 1999.
11 Grete Aabye Thomsen, 1990: 35
4
den fylder så lidt i den store sammenhæng.12
Analyse af Rose Tid og Evighed
Fra diskussionen om de formelle og genremæssige aspekter i Rose Tid og Evighed vil jeg nu
bevæge mig ind i en dybere analyse af værket. Rose Tid og Evighed er inddelt i tre hovedafsnit:
Parole, Katakomb og Prosa. Denne inddeling vil jeg fastholde i min analyse, således at jeg først
analyserer Parole, hvorefter jeg vil foretage et udsyn til de to øvrige afsnit. Det vil være for
omfattende at analysere alle tekster tilbundsgående, hvorfor det er nødvendigt at udvælge enkelte
signifikante tekster. Som udgangspunkt vil jeg lave en tematisk læsning af værket, hvor jeg vil
fokusere på modsætningsstrukturerne i teksterne.13 Desuden vil jeg løbende gøre nogle overvejelser
vedr. de sproglige forhold samt de tværæstetiske aspekter i værket.

Parole
Digtsamlingen Parole udkom i 1922. Værkets titel er flertydig. Ordet “parole” kan for det første
betyde en slagkraftig frase, som udtrykker et krav eller henviser en bestemt handlemåde. For det
andet kan det henvise til en politisk ordre eller befaling, ligesom ordet kan benyttes om et møde for
officerer eller politifolk, hvor der gives dagsbefaling.14 Endelig kan det også betyde “ord” eller
“tale” (eller i F.de Saussures definition “sproget som talevirksomhed” i modsætning til “langue”,
som de Saussures definerer som “sprogopbygning”).15 Parole er formelt set radikalt
eksperimenterende, hvorfor det umiddelbart er naturligt at læse overskriften som et krav om
eksperimentel frihed. Titlen bliver således en metatekstuel kommentar til værkets form, der radikalt
bryder med traditionen. Grete Aabye Thomsen argumenterer i sin afhandling En mand i sin tid - fire
kapitler om Harald Landt Momberg (1990) for, at titlen skal forstås i betydningen “befaling”. Hun
argumenterer ud fra en analyse af digtet “Ny kunst”, hvor ordene “taler” og “befaling” nævnes to
gange. I hendes læsning er det via en befaling, der skabes kosmos, hvorimod ordet “taler”
frembringer kaos. Da digter-jeg’et foretrækker kosmos frem for kaos, bliver hendes konklusion, at
samlingens titel skal forstås som “befaling”: “en befaling der, hvis den modtages med et ydmygt
sind, vil give modtageren en anden form for indsigt “en ny dimension” (v.19).” Titlen er som nævnt
flertydig, og man kan vel heller ikke helt udelukke, at der ligger et politisk sigte i titlen, da
Momberg var organiseret kommunist og sammen med Broby aktiv i Det Ny Studenter Samfund og

12 Lars Bukdahl: ALL MIMSY! Skøn som et meningsløst ord (1998): www.statsbiblioteket.dk/standart/98-
3/ALLMIMSY.html: Så sent som i 1998 skrev forfatteren Lars Bukdahl en artikel i litteraturmagasinet Standart, hvor
han i indledningen slår til lyd for, at den abstrakte litteratur (lyddigtningen) bør vises større respekt.
13 Udgangspunktet vil være Erik Nielsens tekst om tema: In Lis Møller (red.) 1997: 45-75
14 Politikens Nudansk Ordbog, 1999: 826
15 Ferdinand de Saussure: ’Lingvistikkens objekt’. In Peter Madsen (red.): Strukturalisme, Rhodos 1970: 21-49
5
som udgiver af Pressen.16
Titlen knytter an til Marinettis Parole in Liberta.17 For Marinetti var det afgørende, at der
skete en opløsning af enhver form for grammatisk og syntaktisk orden. Det gjaldt om at befri ordet
fra dets konventionelle betydning. I Marinettis Manifeste technique de la litérature futuriste (1912)
erklæres det bl.a., at substantiver er de vigtigste ord ved siden af verber. Disse verber bør sættes i
infinitiv for at vise livets bevægelse. Interpunktion bør afskaffes og sammenligninger gøres så
dristige som muligt, så der kan herske maksimal uorden og overraskelse. Desuden fremføres der et
krav om at ødelægge jeget og sætte ting i stedet.18 Ved at knytte sin titel an til Marinetti giver
Momberg udtryk for et vist slægtskab med futurismen, og som det senere vil fremgå af min analyse
af værket, foretager han da også en række eksperimenter, som ligger i forlængelse af de futuristiske
manifester.
Parole består af to dele, hvor især den første del arbejder med et abstrakt billedligt oprør i
sproget. Første del er den mest omfattende med sine 27 digte. Momberg søger at indarbejde lyd og
farve i sproget. Hans sproglige virkemidler er den sædvanlige ekspressionistiske brug af
allitteration, assonans, synæstesi, opremsning og nye billeddannelser ved usædvanlige
ordsammensætninger. Både første og anden del er indledt med et citat: Et citat fra Faust (1808-
1833) af Goethe (1749-1832), samt et citat af Heinrich von Kleist (1777-1811).
Momberg forholder sig til romantikken og symbolismen. Flere af digtene indeholder
stærke romantiske og symbolistiske træk. I romantikken skete der en fremhævelse af det
følelsesbetonede, fantasien, det sanselige, ligesom der skete dyrkelse af naturen og det metafysiske.
Den symbolistiske digtning var en videreførelse af romantikken, der skal ses som en reaktion mod
naturalismens krav om objektivitet og realistisk virkelighedsgengivelse. Digterne vendte sig indad
og dyrkede en ”ren digtning”, hvor virkelighedens fænomener kun var symboler for følelser og
stemninger, ligesom digtningen var kendetegnet ved at benytte et dunkelt billedsprog (med hyppig
brug af synæstesi), at være optaget af digtenes musikalitet og suggestivitet (ofte på bekostning af
syntaksen) og at eksperimentere med nye verseformer.19 Mange af disse symbolistiske og
romantiske elementer findes i Parole, hvilket vil blive tydeliggjort i de efterfølgende analyser.
Der er flere intertekstuelle referencer i Parole, som viser, at Momberg skriver med
udgangspunkt i en litterær tradition. Digtet “Astarte”, som indledes med ordene “Går månen i
land”, alluderer således til det indledende vers i J.P. Jacobsens “Arabesk” (1874): “Tog Bølgen
Land?” Desuden forholder Digt sig intertekstuelt til Holger Drachmanns “Jeg hører i Natten den

16 Per Stounbjerg 2000: 2
17 Claus Falkenstrøm 2001: 210
18 Claus Falkenstrøm 2001: 205
6
Vuggende” (1877).20 Momberg skriver altså på baggrund af traditionens eros- og naturdigtning,
men han er langt mere radikal i sit brud med den æstetiske forventningshorisont.
I Parole bryder Momberg nemlig radikalt med romantisk og symbolistisk æstetik, hvilket
kan ses i lyset af hans forhold til de tysk ekspressionisme. Ved sprænge syntaksen og lave abstrakte
lyddigte forsøger Momberg at nå frem til ekspressionismes erklærede anti-realisme og
antinaturalisme.21

Den æstetiske forventningshorisont
De to indledende digte i parole, ”Angst” og ”Vinteraften”, indeholder stærke romantiske og
symbolistiske træk, hvorved der skabes en æstetisk forventningshorisont, der er bestemt af den
foregående epokes senromantiske og symbolistiske digtning.
Digtet “Angst” indledes med et udsagn, som skaber konnotationer til universet: ”Nat er
evig blå / blusser månens lampe”. Umiddelbart er det nærliggende at forbinde natten med den sorte
farve, som symboliserer død, ulykke og sorg i de fleste kulturer.22 Derfor kan natten også opleves
angstfremkaldende, hvilket understreges af digtets titel. Digtet hævder imidlertid, at natten ikke er
sort. Månen oplyser nemlig himlen og afslører, at den i virkeligheden er blå. En farve, som
symboliserer renhed og ærbarhed.23 Dertil kommer, at natten og den blå farve knyttes sammen med
det evige. Tilsammen skaber dette konnotationer om noget ophøjet – om noget evigt og ærbart, som
rækker ud over det menneskelige univers og ud mod det metafysiske.
Digtets to første udsagn efterfølges af et paradoks: “fjærn er du / nær er du”. Spørgsmålet
er, hvem der gemmer sig bag “du”. På baggrund af digtets tematisering af det evige kan det være
rimeligt at antage, at der er tale om en gud. Løsningen kan dog meget vel ligge i digtets sidste vers,
som blot består af et navn. Nemlig kvindenavnet “Martha”. Hvis denne kvinde er identisk med
digtets “du”, er det nærliggende at læse digtet som et kærlighedsdigt, der tematiserer digterens
forhold til sin elskede. Endelig er der også den mulighed, at “du” refererer til månen. Men da månen
traditionelt set er hunkøn, så bliver månen også et billede på en kvinde, hvilket underbygger
antagelsen om, at der her er tale om et digt, der tematiserer forholdet mellem en mand og en kvinde.
Da månen bliver brugt som metafor for kvinden, får hun også karakter af månen, der er kold og
kysk, hvilket også begrunder den afstand, der er mellem jeget og kvinden. Men samtidig bliver
kvinden også fremstillet som den, der er i stand til at kaste lys over universet, hvorved det bliver

19 Gads Litteraturleksikon, Gads Forlag, 1999: 313
20 Schwab, Hans Henrik: Efterskrift til Parole. Politisk Revy, 1998.
21 Schwab, Hans Henrik: Efterskrift til Parole. Politisk Revy, 1998.
22 Den Store Danske Encyklopædi, Danmarks nationalleksikon A/S 1996: 225
7
muligt for jeget at erfare det ophøjede, rene og ærbare i natten.
Den elskede opleves både fjern og nær på en gang, hvilket umiddelbart virker paradoksalt.
Men udsagnet kan dog også give mening. F.eks. kan en ven, der tilsyneladende har forladt os, være
os mere nær end en, der virkelig er til stede. Det er den følelse af nærhed, som Antonie De Saint-
Exupéry beskriver, når han skriver følgende: “aldrig har nogen ung mand været sin kæreste så nær,
som de bretonske søfarere i det sekstende århundrede, da de rundede Kap Horn og ældedes i
kampen mod stormende modvind.”24 Nærhed etableres altså ikke kun via en fysisk relation, men
kan også være noget, der etableres i den menneskelige bevidsthed. Der sker altså en betoning af det
sjælelige, hvilket er et typisk symbolistisk træk. Den indre tilstand, som jeget oplever, får hans
hjerte til at risle. Det rislende hjerte tematiserer livet og viser, at jeget befinder sig i en tilstand, hvor
han føler sig levende.
Strofe to har følgende ordlyd: “Eng i tågeslør / slumrer dybe vunder / bange du / du og jeg
/ blunder nattens gåder”. Tågen lægger et slør hen over engen og forhindrer månens stråler i at
trænge igennem. Derved skabes der afstand mellem digtets to personer, hvilket er
angstfremkaldende. “Eng i tågeslør” skaber associationer til et drømmende og fantasifuldt univers,
hvilket peger tilbage mod romantikkens dyrkelse af fantasien og det metafysiske. Søvnen har gjort
sit indtog, hvilket fremgår af ordene “slumrer” og “blunder”. Søvnen står i kontrast til strofe et,
hvor jeget befinder sig i en ”vågen” tilstand, hvor livet føles nærværende. Strofe tre lyder som
følger: ”Hænder famler blik er sort / suger månens stråler / her er jeg / du og jeg / suser sagn i
skoven / Martha”. Den blå farve er blevet afløst af den sorte. Jeget er omklamret af mørke og må
derfor famle sig frem. Der ligger noget længselsfuldt i udsagnet ”suger månens stråler”. Jeget
ønsker at blive et med kvinden, hvorfor han suger ethvert glimt af sin elskede til sig. Da jeget ikke
finder sin elskede, ender digtet med, at han træder frem og kalder ”Martha”, men svaret udebliver,
hvorfor digtet også slutter uden, at jeget bliver forløst fra sin angst.
I digtet Angst bliver metrikken brugt som et virkemiddel til at fremhæve den angstfulde og
klagende stemning i digtet. Digtet består således af tre strofer. Første og anden strofe består hver af
fem verselinier og er bygget op over den samme strofeform, som kan skitseres på følgende måde:25
x~/x~/x // x~/x~/x~ // x~/x // x~/x // x~/x~/x~ //. Tredje strofe bryder en smule med den
ovenstående form, idet der er tilføjet en ekstra verselinie, ligesom første verselinie i strofe tre har
fået tilføjet en ekstra tryksvag og en ekstra trykstærk stavelse. Rytmen er konstant gennem hele

23 Den Store Danske Encyklopædi, Danmarks nationalleksikon A/S 1996: 225
24 Saint-Exupéru: Brev til et gidsel og brev til en general. Jespersen og Pio Forlag 1968: 18
25
Carsten Nicolaisen. In Lis Møller (red.), 1997: 217-225 : (x = trykstærk stavelse, ~ = tryksvag stavelse, / =
markering af grænserne mellem de enkelte fødder, // = linjeskift.)
8
digtet. Den er trokæisk, hvilket vil sige, at den går fra én trykstærk til én tryksvag stavelse (x~).26
Dette bevirker, at der etableres en faldende rytme i digtet.27 Det er nærliggende at knytte en
stemning til stigende og faldende rytme, så jamben opleves som energisk og optimistisk, trokæen
som drømmende, længselsfuld, måske ligefrem klagende.28 Den trokæiske rytme underbygger
således den stemning, som tematiseres i digtet.
”Angst” kan læses som en reaktion mod naturalismens krav om objektivitet og realistisk
virkelighedsgengivelse. Det meget abstrakte, fantastiske, drømmeagtige og sjælfulde univers, som
etableres i digtet, står i kontrast til realismens forsøg på at skildre det almindelige menneskes
jordnære hverdag og hverdagsproblemer.29 Fokus er rettet mod subjektet – mod menneskelige
følelser og stemninger, hvilket skaber en linie fra Mombergs digtning til romantikken og
symbolismen. Denne linie følges op i digtet ”Vinteraften”, hvor man bl.a. finder den apostrofiske
interjektion ”O”. Både ”Angst” og ”Vinterhave” dyrker til en vis grad naturen, ligesom der sker en
tematisering af det metafysiske. Momberg skaber således en æstetisk forventningshorisont, der er
bestemt af den foregående symbolistiske og senromantiske digtning. Samtidig kan
ekspressionismens idé om åndelighed, som også kommer til udtryk digte som ”Angst”, ses som en
forlængelse af symbolismen.

Etude
Momberg arbejder med ordenes klange og forestillingsindhold. Momberg var inspireret af
dadaismens og ekspressionismens lyddigte. Lyddigtningen eller den akustiske digtning, som den
også kaldes, sætter sprogets lydlige side over dets indholdsside.30 Gennem akustiske og
konkretistiske eksperimenter løsriver Momberg lyde fra meningen, ordene og syntaksen. I digtet
”Etude” sker der en interessant vekselvirkning mellem lydlighed og betydning. Ordet Etude er en
musikalsk term, som henviser til et musikstykke beregnet til at træne færdigheder hos den, der
spiller stykket.31 Digtets titel lægger således op til, at digtet netop tematiserer arbejdet med sprogets
lydlighed.
Lydligheden markeres stærkt i digtets første strofe gennem en markant brug af assonans og
allitteration. Første strofe har følgende ordlyd: ”Suser bruser brænder bris / sis solisoli-mira / birke
bløder / blå i natten / ha / og hi / tremulimuli brak”. Første strofe er ikke totalt blottet for betydning,

26 Carsten Nicolaisen. In Lis Møller (red.), 1997: 219
27 Carsten Nicolaisen. In Lis Møller (red.), 1997: 221
28 Carsten Nicolaisen. In Lis Møller (red.), 1997: 221
29 Jf. Gads litteraturleksikons definition af begrebet realisme: Gads Litteraturleksikon, 1999: 276
30 Gads Litteraturleksikon, Gads Forlag, 1999: 13
31 Politikens Nudansk Ordbog, 1999: 279
9