Table Of Content

DE STORE TÆNKERE Redaktion Justus Hartnack og Johannes Sløk Lsfristoteles Indledning, oversættelse og noter ved An finn Stigen TANO I«S Ar “De store tænkere - Aristoteles“ 2. udgave, 1. oplag 1991 © Tano, Oslo 1991 Omslag: Kjeld Brandt Trykt hos a-offset, Holstebro ISBN 82-518-3000-1 (hele serien) ISBN 82-518-3002-8 (denne bog) Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne uog eller dele deraf er ikke tilladt ifølge lov om ophavsret. Forord Ved udarbejdelsen af oversættelsen indtil af snittene fra “Metafysikken” har amanuensis i klassisk filologi, cand. mag. Bent Dalsgaard Larsen været mig til stor hjælp; han har red det mig fra mange fejlagtige og misvisende oversættelser. Min svigerfar, dr. philos. Alf Christensen, har gennemlæst hele oversættel sen på norsk og har med sin sikre sprogfølelse og filosofiske sans gennemført talrige forbed ringer. Til slut takker jeg seriens redaktør, professor, dr. theol. Johannes Sløk, for hans skånsomme overføring af oversættelsen fra norsk til dansk sprogdragt. Anfinn Stigen Indhold FORORD 9 INDLEDNING II I LOGIK i. Kategorierne 36 2. Ting 36 3. Ord og sætninger 39 4. Udsagn 40 5. Slutning 42 6. Fire forskellige slags angivelser 43 7. Viden 46 8. Viden og sansning 49 9. Hvordan man får kendskab til udgangspunkterne (principperne) 49 II NATURFORSKNING I ALMINDELIGHED 10. Natur 52 11. Hensigt i naturen 52 12. Sted 54 13- Tid 56 14. Forskellig slags bevægelse 58 15. ‘Sammen’, ‘adskilt’, ‘berøre’, ‘mellem liggende’, ‘næst’, ‘tilstødende’, ‘sammen hængende’ 59 16. Zenons paradokser 61 1 7. Det første bevægende 64 18. Den vigtigste form for bevægelse 66 III KOSMOLOGI 19. De fem elementer 68 20. Universets opbygning 70 21. Hvorfor enkelte ting ifølge deres natur stiger og andre falder 71 IV BIOLOGI 22. Naturforskningens metode 74 23. Klassifikationens principper 79 24. Biologiens værdi 82 V PSYKOLOGI 25. Den opfattelse, at sjælen ‘bevæger’ sig selv 86 26. Har sjælen dele? 87 27. Hvad er ‘sjæl’? 88 28. Sjælens evner 94 29. De forskellige sanser 95 30. Sansning i almindelighed 98 31. Tænkningen 99 32. Hukommelse og erindring 102 VI METAFYSIK 33. Filosofiens opståen og væsen 106 34. Er årsagskæden uendelig? 112 35. Fremstillingen må afpasses emnet 114 36. Studiet af det, der er, for så vidt det er, er studiet af, hvad ‘ting’ er 1 14 37. Filosofiens problemer 116 38. Det grundlæggende aksiom — modsigelses princippet 11 7 39. De fire årsager 119 40. Betydninger af ‘noget er’ 122 41. Filosofien, naturvidenskaben og matematikken 1 2 3 42. Hvad er en ‘ting’ (‘substans’)? 125 43. Tilblivelse *32 44. Hvad gør en ting til en enhed? 137 45. Tingen og det almene 139 46. Enhed, et kendemærke på at noget er en ting T42 47. Definitionens og tingens enhed 142 48. Det mulige og det virkelige 144 49. Det uendelige T45 50. De forskellige slags ting *49 51. Teologi I5° 52. Kritik af Platons idélære *53 VII ETIK 53. Moralske problemers egenart 158 54. At leve vel og at handle vel er at være lykkelig *59 55. Den platonske forestilling om det gode i sig selv 1 56. Hvad er lykke? J$3 57- Lykke og ydre goder 164 58. De intellektuelle og moralske dyder 165 59. Hvad er moralsk dyd? 169 60. De vigtigste moralske dyder 172 61. Frivillige og ufrivillige handlinger 175 62. Valg og beslutning 179 63. De vigtigste intellektuelle dyder 184 64. De intellektuelle dyders virken 185 65. Forstand j86 66. Visdom ^7 67. Nytten af visdom og forstand 189 68. Den karaktersvage igi 69. Behag og nydelse 195 70. Venskab 20I 71. Det bedste liv 202 72. Behovet for lovgivning 206 VIII POETIK 73. Digtningens oprindelse 208 74. Definition og analyse af tragedien 209 75. Begivenhedsforløbet og stykkets længde 212 76. Handlingens enhed 214 77. Digterens opgave 214 78. Omslag, genkendelse og lidelse 216 79. Opbygningen af begivenhedsforløbet med henblik på tragediens opgave 21 7 80. Digterens svar pa prosaiske indvendinger 219 NOTER 221 Indledning Hvorfor læse Aristoteles? Fordi ingen har haft større indflydelse på filosofien og dermed på udviklingen af nøjagtig tænkning end Aristo teles. Dette svar kan umiddelbart synes at være en meget tvivlsom pastand. Hvad f. eks. med Platon, Thomas Aqui- nas i middelalderen og store dele af verden endnu i dag, Kant i 1800-tallet, Marx for den kommunistiske filosofi, Wittgenstein for enkelte dele af den nyeste filosofi? Der er imidlertid én forstand i hvilken vurderingen ikke bare er rimelig, men utvivlsom rigtig. En filosofs indflydelse ytrer sig nemlig ikke blot i den opmærksomhed senere tænkere viser hans doktrin eller lære, i deres erklærede enighed eller afstandtagen fra hvad han mente, men også i talemåder, distinktioner, klassifikationer, principielle syns måder og oplysninger, som er denne filosofs arv til efter tidens sprog og tænkning. Den sidste form for påvirkning er den dybestgaende, men den er også den mest anonyme og stilfærdige. Læseren vil i det efterfølgende tekstudvalg møde distink tioner, han er helt fortrolig med, fordi de nu er indarbejdet i vort sprog, og han vil derfor næppe have den følelse af nyhed og opdagelsesglæde, som Aristoteles’ egne elever må have oplevet. Mange af de ting, som Aristoteles siger, vil derfor også forekomme en moderne læser naive og selv følgelige. Men man kan næppe undgå samtidig at blive slået af den skarpsindighed og klarhed som præger Aristo teles’ behandling, selv når 'selvfølgeligheder’ siges. Kommer vi fra dagligtalen til videnskabens og filoso fiens tekniske sprog, er Aristoteles’ indflydelse endnu tyde ligere. Inden for visse dele af logikken er terminologien endog næsten i sin helhed overtaget fra Aristoteles. Og Aiistoteles klassifikation af de forskellige videnskaber af 12 ARISTOTELES spejler sig med få modifikationer endnu i dag i de fleste fagbibliotekers klassifikationssystemer. Ser vi bort fra denne form for indflydelse, må man slå fast, at Aristoteles’ direkte filosofiske eftervirkning, efter oldtiden, har været ringe — bortset fra to perioder: i det trettende og fjortende århundrede, og muligvis i vor egen tid. Årsagerne til den opblussen af interesse for Aristoteles’ filosofi som har fundet sted, lad os sige i de sidste 50 år, er dels af ydre art, dels af indre filosofisk art. En hær af flittige og dygtige filologer har i de sidste hundrede år sørget for pålidelige tekstudgaver og nøjagtige oversættel ser. Disse har skabt den ydre forudsætning for at trænge ind i Aristoteles’ vanskelig tilgængelige tænkning. Den anden årsag er at finde i visse tendenser inden for den nye ste filosofi, først og fremmest den analytisk orienterede filosofi, hvis arbejdsmåde minder stærkt om Aristoteles’. Man vil se (afsnit 2, 10, 12, 13 og flere steder) at for muleringen af problemerne hos Aristoteles ofte begynder som en analyse af de forskellige betydninger af visse cen trale ord. Af og til (se f. eks. afsnit 12) mener han ud fra en sådan analyse at kunne vise at et formentlig problem opløses. Han finder f. eks. at problemet er opstået, fordi den samme betegnelse er blevet brugt i flere betydninger, dvs. for flere begreber. Aristoteles bliver aldrig træt af at påpege, at medmindre vi først har klare begreber, og hol der disse ud fra hverandre, er det nytteløst at forsøge at løse filosofiske problemer. Dette analytiske princip har rigtignok altid været fulgt af alle store filosoffer. Men til dette kommer endnu et aspekt af Aristoteles’ filosofi, som deles af visse retninger inden for moderne filosofi: en særlig hensyntagen til og respekt for dagligtalens begreber og distinktioner, ikke ud fra den overbevisning at disse giver udtryk for alt det, men neskene kan tænke og mene, og ikke ud fra den opfattelse at de ikke kan gøres klarere (for mange formål, bl. a. i løs ning af visse filosofiske problemer, må de gøres klarere, end de er i dagligtalen), men i bevidstheden om at alle