Aldrig var dagen så lys PDF
Preview Aldrig var dagen så lys
OTTO GELSTED Aldrig var dagen så lys DIGTE TH A N IN G & APPEL 1959 Indhold Farver .......................................................................... 7 Regnhelvede................................................................. 9 Høstligt mørke............................................................10 En lys tone...................................................................11 Isblomster ...................................................................12 Syvstjernen...................................................................13 Sol og måne...................................................................15 Vignet på omslag; Isvinter..........................................................................16 Axel Salto Udve...............................................................................17 Morgen på altanen....................................................18 Morgenglans................................................................19 Firbenet..........................................................................21 Siesta...............................................................................22 Aldrig var dagen så lys...........................................24 Den sorgløse brønd..................................................25 Vinmarker...................................................................26 Røsterne kalder............................................................27 Søvnløs nat...................................................................28 Alderdom ...................................................................30 I skyggeriget................................................................31 Hilsen til Herman Wildenvey...............................32 Til Ellen Kirk............................................................33 Karen Blixen................................................................34 Bebudelsens engel ....................................................35 , Historisk........................................................................36 Bøn til Apollon...........................................................3? Udgangs-Ode .........................................................39 NOF.ULUNDGS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN Farver Jeg ser mig om, og hvad jeg ser forfærder mig: en jord hvor blåt ikke er hav og himmel og kornblomst og et pigeblik, og grønt ikke er græs og løv - men grønt og blåt og violet og gustengult og hvidt er pletter af spedalskhed, og det røde ikke er lystigt legende ild og faner og valmuer i korn og solopgang men glødende brændemærker på skændede pander og stikflammer midt i en røg fra bombede byer og rustent jern og blod på bøddelhænder. 0 menneske - din smukke mangfoldighed af tjæresort og flødekaffefarvet og elfenbensgult og rødt som keramik - og I, de regnormsrøde der kaldes hvide - hvad har I gjort af denne muntre pragt, af denne farvelade som I fik 1 fødselsgave fra naturens hånd? Skal alle disse folkeslag og farver da aldrig klinge skønt og frugtbart sammen til jordens fryd - som farver på et lærred Regnhelvede i fælles velbehag, til fælles hæder? Der hænger ildregn over vore hoder og afgrund gaber om os hvor vi træder, Der drypper regn på tagblik i ulidelige nætter, men vi vil løfte farve og liv påny et mareridt af dråber der holder sjælen vågen, over rygende ruiner, over osende latriner. og vindueskroge rasler, og regn på ruden skvætter, Vi retter flammesværd mod det myldrende mørke og morgengryet drukner i regnens rusk og tågen. og rejser nye søjler og solsymboler. Og intet lysglimt findes der løfter og forynger det håb, der endnu ånder i den lysforladte nat. Den rene sne forvandles til kulstøvskidne dynger, og væggene vædsker i vort tungsinds kassemat. Vi ligner matroser i eii undervandsbåd, der strandet ligger henslængt i havbundens pløre, og vi ved ikke længer vore levende råd. De signaler, vi sender, er der ingen der kan høre. Og luften slipper op i den strandede båd. Høstligt mørke En lys tone Skumringslyset slører parken, Mørkebrune skovbryn alle buske, alle stier, løfter sig massive og som mammutdyr på marken mod den fulde månes stråleblanke skive. står de høje lodne hæs. Og de tunge æbler falder Og de skønne skyer, med et dunk mod grus og græs. lange, tynde, Fugleskrig i mørket kalder har en egen sølvklar, over fjord og næs. spinkel ynde. Stjernefyldt står høstens himmel I en frostblå vinters med sin sværm af gyldne bier. høje månenætter Livets travle støj og stimmel lyser de som hvide blunder ind og tier. fiskebens-skeletter. Isblomster Syvstjernen Kan det undre dig at kulden Nu er de røde tage når den tryller vækster frem dækket af sne, i sit drivhus på din rude, se, hun svinger sin stav over byen, altid tumler med en sydlandsk vinterens hvide fe. ødsel skaberfantasi? Feen har svunget tryllestaven. Aldrig er det bøg og ahorn, Lette som dun aldrig grøftekantens urter, falder de hvide stjernefnug nej kun palmer og agaver, ned gennem rummets paulun. som dens kunstnerhjerte finder velbehag og stolthed i. Fjorden ligger som stål mellem blege skrænter af sne. Ak, den har et kunstnerhjerte, Længslen er gået i hi og de røde og den ved hvor hedt vi længes drifters brændende ve. bort fra frost og vintermørke, islagt fjord og nøgne skove Luften klarner mod solnedgangen. til en solblå harmoni. Striber af rødt og gult strækker sig ud i en glasgrøii klarhed, skønhed der før var skjult. 13 Natten mørkner, på klarblå himmel Sol og måne funkler Frejas rok, og i det lysende dunkle danser Syvstjernens jomfruflok. vintersolen synker ned og fanges, De purunge piger danser gul og violet, til sfærernes musik. i et træ som en alvældig gople Den ene fører den anden, i et fiskenæt. de smiler blik i blik. Og nu stiger månens krumkniv, De hvide florkjoler vifter krystet af sne. i valsen som fygende sne, Over mig i himmelrummet hænger men pigerne skrider så stille. Dødens le. Nu danser de tre og tre. Og kun den syvende stjerne er ikke mere at se. 14 15 Isvinter Udve Over sne, over sne Har jeg siddet ved Sokrates’ fødder og været med går den pibende vind, i den sværm over stålblå sø, af ivrige unge disciple, der lytted til mesterens ord? over vissenbrun skov. Jeg åbner en gammel skolebog, som jeg kender fra I vinterve perm til perm, vånder sig verden. og om mig lyder røster, et muntert støjende kor. Jeg ældes, jeg ældes, Mod oldtidens øer drages mit hjerte på trækfugleflugt, jeg står som et løvløst jeg flyver over alpernes kam og over en solblå bugt. træ i det bidende vejr. Jeg bæres på ordenes vinger vidt over tidens rum, Det knager i knogler, der ligger med klippestrande kranset af kridhvidt skum. og frosten lister sig ind i min marv. Og her vil jeg lande og bygge og bo nær ved den brydende sø, Mit hjerte gruer - og her vil jeg gå i palmers læ og lyse olivenlunde bag isnende mørke og mærke den gamle smertes brand i min kærligheds lurer det, lurer det - åbne vunde, lurer et vilddyr og her vil jeg finde det jordens sted hvor mit hjerte parat til at springe gerne vil dø. mit liv i struben---- i6 17 Morgen på altanen Morgenglans Endelig! Af dalens tågebanker Hvide solbelyste skyer stiger solen, stiger, stiger! - dækker kløft og hav, Jorden ligger som et brød og branker op af tågen rækker lifligt i ovnen. bjerget sin slidte sav. Klokker runger, morgenhaner galer, Skyrøg damper i kløften undervejs imellem bjerg og afgrund som kilder der koger. trutter bilers klare hornsignaler, Svaler svirrer henover muntre som vimpler. de opløste tåger. Kirkeklokkerne i Scala kalder Men nu ligner på Ravellos klokker. Og i kløften skyerne marker af sne. gjalder der et bøsseskud og vækker Napolibugten ekko af søvne. er et polarhav at se. Syden og Norden har fundet et underfuldt møde, frugtbarhedens glød og det isnende øde. i8 19 Firbenet Hjertet der kender . sm vellyst og ve, fyldes til randen af sol og sne. i I det fjerne drøner tordenguden. Et metalgrønt firben stirrer på mig, hjertet pulser synligt gennem huden. Skyers mulm og sol i viftestriber! Og nu rejser øglen sig og griber om en urtestængel og den mumser grådigt på et grønt og saftigt skud. Og jeg ser den stå gigantisk i en urtidsskov og gumle under længst forsvundet solskin på en tårnhøj padderok. Mere torden? Nej, en ruteflyver. Eller er det over bjergets tinder vingebruset af fuglen Rok?
The list of books you might like
