ikke af brød alene…

376 Pages·2006·1.98 MB·Danish

”ikke af brød alene…”
Argumenter for humaniora og universitetet i
Norge, Danmark, Tyskland og USA 1945-2005

Phd.-afhandling ved Jesper Eckhardt Larsen
Juli 2006
Indhold

Indhold 2
Forord 5
Indledning 7
Kapitel 1 14
Teori og baggrund 14
Argumentation i dagligsprog – en sproglig vending 14
Argumentationsanalyse - Chaïm Perelmans nye retorik. 15
Den topiske rigdom – den barokke retorik hos Giambattista Vico 19
Forstandig kompleksitetsreduktion 22
Fortællinger om videnskabens berettigelse 23
Autonomiens forfaldshistorie 26
Humaniora i et nyt modus for vidensproduktion? 28
En historisk betragtningsmåde 29
En komparativ betragtningsmåde 30
Forskningspolitik, uddannelsespolitik, videnspolitik 32
Argumenter for humanioras berettigelse 33
– en historisk skitse fra antikken til det tyvende århundrede 33
Kapitel 2 58
1945-57 Argumentation ud fra fred, kultur og værdier 58
Tysk debat efter ”Stunde Null” 60
Norsk debat i efterkrigstiden - filosofikumdiskussionen 63
Dansk debat i efterkrigstiden - videnskab og livssyn 65
Den forskningspolitiske situation for humaniora efter 1945 70
Forskningspolitisk organisation og argumentation i Norge og Danmark 72
Norske initiativer 72
Danske initiativer 77
Sammenfatning 86
Kapitel 3 88
1957-1968 Den moderne udfordring – argumentation ud fra videnskab, kompensation og emancipation 88
Humanistisk videnskab imellem formel videnskabelighed og humanisme 91
- et indlæg i den danske debat 91
Tyskland – kompensations- og emancipationsargumentation 94
Norsk debat - Humaniora som forsvarer af menneskelighed imod teknokratiet 104
2
”Geisteswissenschaften” – Den blinde vinkel i tysk forskningspolitik 108
NAVF’s humaniorapolitik 110
SAV’s og folketingets humaniorapolitik 111
Sammenfatning 113
Kapitel 4 114
1968 – 1980 Argumentation ud fra samfund, bevidsthed og kommunikation 114
Tysk debat – krise, ny-marxisme og Frankfurterskole 116
Dansk opgør – kamp for og i humaniora 121
Norsk debat – antiteknokratisk front og humaniora om folket til folket 133
Ekskurs - En marxistisk analyse fra den svenske debat 136
Forskningspolitiske initiativer - Vesttyskland 136
NAVF fra defensiv til offensiv humaniorapolitik 137
Danmark retter ind. Den nye rådsstruktur fra 1968 146
Sammenfatning 153
Kapitel 5 154
1980-1990 Argumentation ud fra problemløsning, kulturel bevidsthed, dannelse, orientering og formidling 154
Tysk reaktion og modreaktion 157
Dansk postmodernisme imellem kompetencer og dannelse 164
Norsk debat – frihed eller samfundsrelevans? 166
Tysk forskningspolitik – med ”Geisteswissenschaften” på dagsordenen 170
Norges vej til individualiseret folkelighed, KULT. 172
Danske satsninger 1980-90 193
Sammenfatning 201
Kapitel 6 203
1990-2005 Argumentation ud fra mangfoldighed, dialog, pragmatik og oplevelsesøkonomi 203
Tysk debat – systemteori og pragmatik 205
Dansk debat – videnskab og relativering 213
Norsk debat – dialog og nation 220
Tysk humaniora på slankekur 226
Norsk forskningspolitik – vejen videre fra KULT 228
Dansk humaniorapolitik under pres 237
Sammenfatning 260
Kapitel 7 262
Den amerikanske diskussion 1945-2005 – Argumentation ud fra demokrati, sensibilisering og
sammenhængskraft 262
Arvtageren til antikkens store demokrati 263
3
1970-1980 Krise i humaniora på college 273
1980erne og 1990erne. Humaniora i ”The Culture Wars” 276
21. århundrede – globalisering og sammenhængskraft 279
Sammenfatning 282
Kapitel 8 283
Det moderne universitet og humaniora – 283
USA, Tyskland, Danmark og Norge 283
Universitet og College fra elite-dannelse til masseinstitutioner 283
National sammenhængskraft 300
Universitetets læreindhold og humaniora 314
Kapitel 9 – Topik og sammenligning 325
En topik for argumentationen for humanioras berettigelse 325
Sammenlignende overvejelser 330
Konkluderende bemærkninger 338
Appendix
English summary 344
Litteraturliste 352

4
Forord

Ikke mange ord skal lyde om inspirationskilder til denne afhandling. Dens tema forekom relevant
for mig på det tidspunkt, jeg skulle søge om et phd-stipendiat. Og som det vil fremgå er temaet efter
min mening ikke blevet mindre relevant i de sidste år, der er gået med arbejdet. Derfor vil jeg blot
benytte dette forord til at takke for hjælp, gæstfrihed, støtte og inspiration.
En tak til Margrethe Haraldsdatter for hendes hjælp som første kritiske og
udenforstående læser og grundige korrekturlæser. Jeg håber, jeg en dag kan gengælde denne
tjeneste. En tak til Randi Starrfelt for at redde de norske citater. En tak til min vejleder, professor i
komparativ pædagogik Thyge Winther-Jensen, der har været en forstående lytter og en forsigtig
forslagsstiller. Forsigtig på en god måde, med en stor fornemmelse af eget ansvar og frihed til følge.
Også en tak til Susanne Wiborg for støtte og kritiske kommentarer. En kollektiv tak til alle
medlemmer og associerede medlemmer af Forum for Universitetshistorie ved Universitetet i Oslo,
som har givet mig et samtidshistorisk, universitetshistorisk og norgeshistorisk løft af dimensioner
ud over at tilbyde mig ophold ved UiO i vinteren 2003-2004, og herlige dage på Baroniet Rosendal
på Vestlandet sensommeren 2004. En tak til professor dr. dr. Jürgen Schriewer for at indbyde til
ophold ved Humboldt Universität i Berlin i sommeren 2004. Tak til villige ofre for mine lange
interviews. Mine forældre, søskende og venner har givet en helt utrolig støtte igennem de sidste år,
og givet mig overskud til, trods alt, at færdiggøre dette projekt. Tak for det.

Jesper Eckhardt Larsen, København juli 2006

SDG
5
”Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i
ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at
vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede
dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine
fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene,
men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” Det Gamle Testamente,
Femte Mosebog kap. 8 vers.2-4.

”Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og
da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og
fristeren kom og sagde til ham: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene
her skal blive til brød.” Men han svarede: ”Der står skrevet: ”Mennesket
skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.”
Det Nye Testamente, Matthæusevangeliet kap. 4 vers 1-4.

”Om mennesket er det ihvertfall sagt, at det ikke lever av brød alene. Det
er et sosialt og historisk vesen, og alt det menneskeheten i tidens løp har
skapt av kulturelle verdier, hører med til selve bestemmelsen av hva det
betyr å være menneske. Skal en fremme livskvaliteten, må en ha
bevissthet om mennesket og dets historie, kjenne vårt samfunns
bakgrunn, ha kunnskap om de kultur- og kunstytringer som man i
generasjoner har ment det var verdifullt å bevare og oppleve, og som
man fremdeles vil ta vare på.” Humanistisk forskning i Norge. Rapport
om status og perspektiver i humanistisk forskning i Norge i 1973.
Humaniora-utredningen. Del 10., 1975, s.33

6
Indledning
Mennesket lever ikke af brød alene – der er noget andet, noget mere. Hvor kommer vi fra, hvor skal
vi hen? Fra en religiøs fortælling om ét folk, udvalgt af Gud i det gamle testamente, til
menneskesønnens opløsning af det udvalgte folk i alle folkeslag, til et trængt humaniora i 1970ernes
Norge. Hvad kan én sætning betyde i så forskellige kontekster? Vi er i Vesten spændt ud imellem
en jødisk/kristen og en græsk tolkning af disse spørgsmål. Den engelske humanist Matthew Arnold
spørger i 1869, om vi ønsker en hebraisering eller en hellenisering af vores kultur?1 Humaniora
trækker i udgangspunktet på den hellenistiske side, men er så blandet med vores jødisk/kristne arv,
at det ikke giver mening med et enten/eller. Og dertil er udfordringerne fra multikulturalismen og
globaliseringen kommet oveni. Hvor skal vi da hen? Hvor kom vi fra? Hvad mener vi da med vi?
Disse spørgsmål vil humanister faktisk påtage sig at svare på. Men hvilket svar du finder i de store
bøger og i de kulturelle analyser afhænger af dig selv. Komplementaritetsprincippet inden for
atomfysikken gik ifølge fysikeren Niels Bohr forenklet ud på: som du spørger, får du svar. Om dette
gælder kvantefysik, da gælder det tifold for kulturanalyse. Humaniora bliver af og til lignet med et
spejl. En af mange rapporter om humaniora, der skal analyseres i denne afhandling er rapporten The
Humanities in American Life fra 1980. Den indledes med denne metafor. I fortællingen Moby-Dick
af den amerikanske forfatter Herman Melville er der en stor gulddukat sømmet fast til skibsmasten
på Kaptajn Ahabs skib. Denne guldmønt udgør Kaptajnens lovede belønning til det medlem af
mandskabet, der først får øje på den hvide hval, men i dens påtrykte mønstre læser enhver af
besætningens medlemmer deres helt egen mening. ”This round gold is but the image of the rounder
globe, which, like a magician’s glass, to each and every man in turn but mirrors back his own
mysterious self.”2 Humaniora som helhed lignes med denne guldmønt. Den romanske filolog Hans
Julio Casado Jensen henviser til sit eget fag, den romanske filologi, som opstod som et kulturelt
”spejl” i begyndelsen af 1800-tallets Tyskland. I disse tidlige studier var det tydeligt, at forskerne
både forsøgte at opnå en selvafklaring, og en forståelse af det andet i den sydeuropæiske kultur. Og
dertil kom en dobbelthed: det var Europa og derfor en del af ”os”, men samtidig fremmed og ikke
en del af ”os.” I Norges forskningsråds strategiske plan for 1994-97 kommer en lignende indsigt.
”Ett og samme forskningsresultat kan også få stikk motsatte normative virkninger. Et aktuelt
eksempel er at økt kunnskap om innvandreres kulturelle bakgrunn både kan slå ut i økt rasisme og

1 Matthew Arnold, Culture and Anarchy, 1932 (1869)
2 Report of the Commission on the Humanities. The Humanities in American Life, 1980, s.1
7
økt tverrkulturell forståelse. Blant annet på grunn af slike forholdne har Området for Kultur og
Samfund i foreliggende plan vært tilbakeholdent med å fastsætte konkrete kvantifiserbare mål for
virkningene av samfunnsvitenskapelig og humanistisk forskning.”3 Humaniora giver åbenbart
kategorierne til at tænke om os og dem i – men giver ikke entydigt vejen, ad hvilken denne tanke
skal gå – og gå galt. I anden omgang giver humaniora kategorierne til at analysere, hvordan det
etisk er gået (galt).
Humaniora er et begreb fra renæssancen, med den oprindelige betydning af at være de
mere menneskelige studier. I denne afhandling benyttes begrebet som tidløs kategori. Det defineres
som tænkning om og studier af menneskelige forhold. Det afgrænses typisk i forhold til tænkning
om naturen og om det guddommelige. Afgrænsningen over for social- og samfundstænkning er helt
flydende, og må drages ad hoc. I tvivlsspørgsmål er grænsedragningen over for teologi også ad hoc,
f.eks. når teologi i nyeste tid bliver underlagt et humanistisk forskningsråd, og ved universiteterne
indeholder mange rent historisk-sociale analyser af kirkens liv. Humaniora er også at skelne fra
humanisme som ideologi, idet der kan bedrives humaniora på både biologistisk og religiøst
fundament, som ikke kan knyttes til humanismen. Alligevel er slægtskabet imellem humaniora og
humanisme en historisk realitet.
I oversættelsen af tyske tekster erstattes det tyske begreb Geisteswissenschaften med
det danske begreb humaniora eller de humanistiske videnskaber. Dette kan være misvisende, da
f.eks. også jura og samfundsvidenskab indgår uproblematisk i det tyske begreb, f.eks. hos Wilhelm
Dilthey. En tilsvarende bred definition kan dog også findes for Danmarks vedkommende, hvor den
”humanistiske klasse” i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab også omfatter disse fag.
Humaniora benyttes dog oftest smallere i dansk sprogbrug end Geisteswissenschaften i Tyskland. I
Tyskland er der til gengæld en stående kontrovers om begrebet, med dets idealistiske implikationer
af ”ånd.” Derfor ønsker mange humanistiske videnskabsfolk i det tysksprogede område hellere at
kalde sig ”Kulturwissenschaftler” eller lignende. Kontroversen er interessant og en del af
argumentationen for disse videnskabers berettigelse, men som shorthand for et diffust defineret
videnskabsfelt, og en forskningspolitisk kategori, vælges Geisteswissenschaften simpelt oversat til
”humaniora” eller ”de humanistiske videnskaber,” og kun i ældre citater som ”åndsvidenskaber.”
Sprogbrugen vælges altså primært ud fra brugen i den forskningspolitiske organisering, der har
været gængs igennem den periode, der behandles her. Dog må man konstatere, at for Danmarks
vedkommende forlod forskningsrådet denne betegnelse til fordel for begreberne ”kultur” og

3 Området for kultur og samfunn. Strategisk plan 1994-97, 1994
8
”kommunikation” i februar 2005. Dette afspejler et skift fra en disciplinorienteret argumentation til
en problemorienteret. De store universiteter, det naturlige hjemsted for humaniora (endnu), har dog
stadig fakultetsnavne efter den disciplinære logik. Der er ”humanistiske” fakulteter i Århus og
København. Langt op i tiden var der tale om de ”historisk filosofiske” i Norge, men nu også de
”humanistiske”. Nye institutnavne følger den problemorienterede linje. Mere i Danmark end i
Norge. Sprogbrugen i denne afhandling er altså pragmatisk frem for etymologisk korrekt. I moderne
dansk benyttes begrebet humaniora om et felt af videnskabelige discipliner.
”Argumenter for humaniora og universitetet” – Denne del af titlen angiver, at der er
tale om flere argumenter. At der somme tider er argumenter for humaniora, somme tider for
universitetet og af og til for humaniora på universitetet. Der er endda argumenter for, at
universitetet uden humaniora ikke er et universitet. Argumenter skal skelnes fra beviser. Dette er en
teknisk skelnen, som i denne sammenhæng er hentet fra Den nye retorik. Chaïm Perelman og Lucie
Olbrechts-Tyteca har sammen grundlagt en ny retorik, som de i 1958 også kalder en ”traktat om
argumentation.”4 Retorikken som humanistisk disciplin danner grundlag for forståelsen af
argumentationen for humaniora og universitetet. Emnet for denne afhandling opfattes sub specie
retorik, hvilket betyder, at argumentationen forstås ud fra et retorisk grundsynspunkt. Dette udgør
en sproglig vending i betragtningen, som vil blive uddybet i kapitel ét.
Den komparative tilgang er først og fremmest valgt af nysgerrighed. Hvordan tænkes
der i andre lande om humaniora? Hvilke opgaver associeres med dette felt i vores nabolande, eller i
helt andre kontekster? Og alligevel er valget blevet lidt snævert. Norge, Danmark, (Vest-)Tyskland
og USA. Alle de fire lande er vestlige, velkendte for mange her i Danmark, og allerede tilstede som
referencer i debatterne. Men somme tider er selv naboen eksotisk. Og det viser sig, at to nært
beslægtede nabolande, med hvilke vi deler størstedelen af vores kulturtradition, er overraskende
forskellige fra os. Og igen, hvem er os. Nogle her i landet retter hele deres faglige og kulturelle
opmærksomhed mod et fælles nordisk opland. De henvender sig til både Ålborg, Bergen og Umeå,
når de skriver. Andre retter alt imod et ubestemt angelsaksisk videnskabeligt felt, som må siges at
være globalt. Og endelig er der, og særligt var der tidligere, mange, der ikke kunne være
intellektuelle i Danmark uden at tænke og skrive tysk. Alligevel fastholdes et afgrænsende os,
knyttet til en politisk enhed. Vi må, som videnskabsfelt, finde os i de skiftende vilkår regeringer her
i landet giver for videnskaben og uddannelserne. Vi, som er her til stede, må søge at vedligeholde
tanken om væsentligheden af forskningen og undervisningen over for de vælgere, der stemmer

4 Chaïm Perelman & Lucie Olbrechts-Tyteca, The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation, 1971 (1958)
9
kommende politikere til magten her. Og disse vælgere er, for det meste, socialiserede til at tænke
over både universitet og humaniora ud fra den eksisterende debat her. Dog er af de stærkeste
argumenter i øjeblikkets forsknings- og uddannelsespolitik, hvad udlandet gør. Men, hvad udlandet
gør, ses igennem vores briller. Nationale traditioner er flygtige, påvirkelige, skrøbelige, upopulære
og somme tider farlige. Og alligevel kan vi ikke helt flygte fra en indlejring i, hvor vi allerede er, og
måske først og fremmest et medansvar for, hvor vi går hen herfra. Som politisk enhed.
Valget af de fire lande kan begrundes ud fra de særtræk, der gør dem interessante at
have med i en sammenligning. Tyskland var det moderne universitets vugge og de humanistiske
videnskaber i moderne forstand havde Tyskland som ophavsland i det 19. århundrede. USA overtog
rollen som ledende inden for universitetsverden efter Anden Verdenskrig. Det moderne universitet
er i dag amerikansk. Det kan forsvares at kalde Europa overlegent inden for humaniora endnu,
selvom en sådan kategorisering kan diskuteres. Mange banebrydende teorier begynder stadig her,
og bevæger sig til USA med forsinkelse. Valget af Norge er nok det mest overraskende for en
komparativ analyse. Hvad kan vi finde i Norge, som ikke findes i Danmark? Norge er for det første
præget af sin sene nationsbygningsproces og er for det andet det historisk set mest egalitære land i
Norden, og Europa. Hvordan forholder et sådant land sig til en del af europæisk elite-åndskultur
som humaniora også er? Svaret er foreløbigt: Anderledes end os.
Endelig er den lange efterkrigstid valgt som den periode, der skal analyseres. 1945 til
2005. Et samtidshistorisk blik. Det er ikke en underkendelse af betydningen af lange linjer i dette
felt, men dog en pragmatisk forståelse af, at publikum er tættere på, når det er bedsteforældres og
forældres samtidige, der har udtalt sig om disse emner. Dertil kommer muligheden af at tegne de
historiske konturer af det brud, der tilsyneladende er ved at ske i udviklingen af opfattelsen af
humanioras berettigelse, mest i de tre europæiske lande, mindre i USA.
På baggrund af disse introducerende overvejelser kan et overordnet og
retningsgivende problem formuleres for denne afhandling: Hvordan er der blevet argumenteret for
humaniora og universitetet i de fire lande Norge, Danmark, (Vest-)Tyskland og USA siden Anden
Verdenskrig? Og, hvad viser en sammenlignende analyse om disse argumenters kulturelle og
institutionelle indlejringer?
En sådan ambition er – målt med en grundig historievidenskabelig alen – stort set
umulig at indfri. Derfor er der foretaget en kraftig selektion og vægtning af stoffet. Det eneste
kildemateriale, der er dækket med historisk grundighed, er officielle udmeldinger fra de nationale
forskningsråd i Norge og Danmark, der allerede i den tidlige efterkrigstid fik politisk mandat til at
10